Døden har vist sig herude med sit Smil
— det frygteligt alvorlige, det tomme —;
dèr staar han end med Buen og sigter med sin Pil,
og den, som lægger Hovedet paa Puden til Hvil,
han véd ej, hvad der næste Dag kan komme.
De flygter, hui! som Harer til Byen, hvad de kan,
— som om man vel fra Døden kunde rende —;
jeg frygter ikke Døden, jeg elsker denne Strand,
og her min Krans og Hilsen jeg sender til den Mand,
som Skæbnen lod mig mod det Sidste kende.
Ja — vi var aabne Fjender; og naar han Klingen drog
mod os, saa var hans Hug og Stød helt haarde;
paa Vennerne han aldrig med Silkehandsker tog,
men jeg har følt hans Hjerte; det var en Dag, han slog
med Vennehaand af Haanden mig min Kaarde.
Det var en Dag, da Naaders og Raaders Dom var sagt
imod en Mand, saa Modet fast forlod ham;
da blev et Vink om Dommen til Vilhelm Topsøe bragt,
da lærte jeg hans Højsind at kende, som hans Magt: —
fra den Dag bar jeg aldrig Vaaben mod ham. .
Hvad ingen anden mægted, hvad ellers ingen gad
af Herrerne i „Aandens høje Sfære”,
det gjorde han, skønt højt han tilhest som Fjende sad,
det gjorde han, fordi han den fælles Gud tilbad,
der vaager over Digtekunstens Ære.
Jeg synes, Døden vælger iblinde sine Maal
— der var vel dem, den heller burde fælde —;
den skyder ned de Viljer, der hærdet blev til Staal,
og sparer dem, der lever af Løjer og af Skraal,
og dem, der kun kan dø af Mug og Ælde.