Og det var min brave Fiskermand Will,
han bragte Avisen ombord,
dér stod det at læse med iskolde Ord,
at Frankrig var dømt — og mod Afgrunden fo’r,
at endt var det Fjællebods-Spil,
at Publikum gyste og Gøglerne skogred,
at Præsternes Presse for „Heltene” logred,
de Helte, der løb fra Sedan ...
Aa, glimrende Farce, hvor Sort bliver Hvidt,
hvor Dumheden holder med Lavheden Trit,
og Dommerne kysser Hr. Hanswurst i Halen
og synker for Kaarden i Knæ!
Hal Skøderne, Will,
nu luver vi til:
der er Braavalla-Brænding i Læ!
Dit ærlige Hjærte, min Fiskermand Will,
maa krympes ved Frankrigs Forfald:
men Livet, min Gut, bag den ormædte Skal,
har modnet det Fængstof, hvis drønende Knald
Ei Slut-Sats paa Tids-Farcens Spil.
Ej Frankrig alene, men Verden blev gammel
og bunked’ tilhobe en Samling af Skrammel
med „Gud” og med „Fanen” i Top ...
En tomhjærnet Harlekin svinger sin Brix,
en skørteklædt Præst gør for Alteret Kniks,
og under en Syndflod af Skriftbud og Lovbud
gaar Folke-Forstanden i Knæ
Men hører Du, Will
— hal Skøderne til —
der er Braavalla-Brænding i Læ!
Der venter, Du vejrbidte Fiskermand Will,
en Dom bag hver Dommer paa Jord;
nu synes det Dødvand — men mærk Dig mit Ord:
fra Dybet en rullende Brænding, der gror,
naar „Æren” er helt sat paa Spil.
I Folkehavs-Dybden er ikke blot Fanden,
nej, Gud er paa Spil — og med Rynker i Panden
han indvarsler Verdens Sedan ...
da blegner bag Sminken den gustne Prælat,
Salon-Generalen og Knejpens Soldat:
et Ragnarok stunder — hvor Retfærd skal sejee
og omjuble Frelserens Knæ!
Ja, Fiskermand Wiil,
jeg sværger Dig til:
der er Braavalla-Brænding i Læ!