Han er domfældt, forhaanet, besudlet, degraderet —
Slam-Bølgen steg i Ophidselses-Søen:
den „jødiske” Kaptejn blev infamt deporteret,
og Spyttet fulgte efter ham derover paa Øen;
hver Hædersmand, hvis Sjæl er saa ren som hans Skjorte,
hver Slyngel, som blev kristnet af Præst og Notar,
Alle rakte Tunge og Ansigter skar —
og saa gemte man „ Spionenu bag de døds-tavse Porte.
Hvorfor har Pressen valgt denne Grædekone-Mine?
— i Fjor var det en Kristen, i Aar er det en Jøde —
Kulturen har dog skabt denne Helveds-Maskine,
den staaende Hær, som vil lægge Verden ode.
Dreyfus vil sikkert nok blive friet for de Kvaler,
som gør ham til en Martyr — en Martyr for i Dag:
men i Morgen er det atter den selvsamme Sag —
hver Sten i Fængselsmuren om den mørke Saga taler.
Paa „Djævle-Øen” sidder vi — med Nøden til Pude.
med Kulden til Dyne, helt op under Hage;
og Havet, det vilde, som vælter derude,
det maner os til Flugt — som vi ikke kan tage:
de passer Alle paa os, Kaptejner, Generaler,
Ministre og Præster, Profos, Politi,
selv Indre Mission med sit Sang-Kompagni —
paa det „menige” Folk, som Gildet betaler.
De lér, imens vi lider — de snakker højt om „Æren”,
som kunde den forpagtes af de Faa mod de Flere;
og taler de om Frelse, saa mener de „Hæren” —
Horderne, som øves i at gaa og massakrere.
En Hvirveldans, det Hele — og knægtet, foragtet,
i Støvet ligger Folket for et Fængsels-Geni,
som dyrker Gud med Salmer og Børs-Jobberi:
en Djævle-Ø, vort Liv — dertil har Kulturen bragt det!