Et stort Skib er gaaet under;
stormslaget drev det mod Klipperne,
knustes og sank.
Nu bræmmer Vragstykker tusindvis Stranden.
Dér ligger de, filtrede ind i hinanden;
vredne og vendte, brækkede, bøjede,
slidte ved Brændingens Rullen og Rullen,
runstne og revnede, spaltede, splintrede;
nogle med Naglerne opefter
— ret som om Fingrene famlende greb imod Hjælp;
andre med Hovedet nedefter
— trætte og sløvede, Kræfterne udtømt af Striden.
Vragstykker: tusindvis bræmmer de milevidt Stranden,
spredt i Forvirring — men kædet ved Ulykken tæt til hinanden.
Usle og lurvede Stykker —
Stakler, som knap nok fandt Naade paa Klude-Krams Karren;
fine og fornemme Stykker
skabt til at tjene for Millionær-Passagerer, Stormænd og Fyrster;
Stumper Mahogni, og Rammer til pragtfulde Spejle,
lueforgyldte, og Levninger af Palisander,
prunkende Møbler — itu — og af dejlige Senge de Rester,
som havde vugget — kanske — mangt et Par under sødelig Slummer.
Vrag-Dele — hultertilbulter — de tarveligst tænkbare
Ting, som dog tæller blandt Livets Behov,
og det snilrigste Kunstværk:
Rester af Skodder og Skabe og Skibs-Kronometre,
Toppen af Masten, hvor Vimplen hensmælder for Vejret,
Kedlen i Dybet, hvor Fyrboder-Trællen, den arme,
brændes til Aske — før Støvet blir koldt i Havet:
hundred- nej tusindvis laa de dér, tæt ved hinanden,
Ulykkesfæller langs Stranden —
ingen Blufærdighed skjulte
Natpotte-Hanken og Spyttebaks-Laaget,
Bunden af Skroget,
og Douchbads-Patent-Apparatet,
det, som saa mangen en Dejligheds Hud havde svalet.
Alt var af Hvirvlen
i Dybet malet;
saa blev det frem
af Stram-Suget halet;
og dengang Dagningen tændte sin sparsomme Lue,
ret som et vildsomt la morgue var Stranden at skue.
Og midt i det blege Gry,
midt mellem Søvn og Vaagen,
begynder de at bølge —
op og ned, op og ned,
baarne af Dønningen.
Se dog! nej se dér .......
et Hoved løftes,
en Arm rører sig,
en Haand strækkes frem med Besvær .......
Over Havet en jærnhaard
Herre befaler;
det tier —
men de tusinde Vrag-Dele taler:
Er vi ikke Søskende
i det fælles Skibbrud?
Hvor er Forskellen nu,
da Alt gik itu?
Lad os klinke med hinandens Stumper —
Skaal, Du store la morgue!