Ved Højfjælds-Kampen, hvor Klippen knejser
som om den for en Konge stod paa Vagt,
hvor Glæden dvæler, mens Sorgen rejser
paa Brisens Bølger bort i Danse-Takt:
dér kan man samle, dér kan man sigte,
hvad Livet gav, og give det igen
med Smil i Sjælen i Form af Digte
for alle glade, sunde Sjæle hen.
Her flygter Grænsen, mens Maalet bliver:
bag Vidden ses et Drømmeland at le,
og Hjærtet svulmer og Haanden skriver
med Gylden-Pen et Kvad i sølvblaa Sne;
og Morgnen straaler og Kvælden rødmer,
og Natten slutter Dagen i sin Favn
og aander ud al den Fryd, som sødmer
Erindrings-Drikken med det stolte Navn.
Erindrings-Vinen, min Ungdoms Drue:
Du gløder endnu lige sund og sød,
med Tørstens Læsken, med Længslens Lue,
som da Du først Dig for min Læbe bød;
og endnu funkler paa Bordet Kummen,
af Guld og Kobbers Blanding bravt legért,
og Vinen syder med Elvens Skummen
i Skaalen, buget, billed-ciselért.
Dér grov min Mejsel i Fletnings-Bugter
et Løvværks Vildnis ud, et underbart,
og Nordens Blomster og Sydens Frugter
med Dyr og Halv-Dyr parred sig bisart;
der var et Virvar, der blev en Gæring,
en Vildskab tidt iblandt de vilde Skud:
til Gengæld var der ej Spor af Tæring —
her havde Død og Doktor intet Bud.
Centaurer tumled sig over Sletten
og pisked Flanken med den stærke Svans,
mens Alfer rørte sig knapt af Pletten,
mens blomster-svaj de tren i Brisens Dans;
de kaade Fauner, de spidsed Munden,
og kløed Bagen ved det Syn, de saa —
hvor kysk, urørlig i Søvn paa Bunden
Vandliljen lig en hvid Undine laa.
Undine, hvide, med Smil bag Øjet,
hvori min Længsel drømmer kysk og ren —
Du var mig Fred, naar der mest blev støjet,
naar Faunen kaadest sprang paa Bukkeben:
jeg kender Livet i alle Bugter,
jeg elsker alt dets Jag, dets Op og Ned,
men skal jeg plukke min Digtnings Frugter —
Vandliljen skænker jeg min Kærlighed.
Endnu kan jeg af mit Hjærte hade
— ungt, stærkt — den Hob, som træder Sjælen ned,
men daarligt kan jeg i Digtning lade
mit Mismod løs Løb i al dets Voldsomhed:
grant ser jeg Livs-Naden, Kampen, Kvalen,
jeg kunde, o ja, male Graat-i-Graat,
men dem om det, de som dyrker Dalen —
jeg bor paa Hajfjældsvidden, i et Slot.
Ved Højfjælds-Kampen, hvor Klippen knejser,
som om den for en Konge stod paa Vagt,
hvor Glæden dvæler, mens Sorgen rejser
paa Brisens Balger bort i Danse-Takt:
dér kan man samle, dér kan man sigte,
hvad Livet gav, og give det igen
med Smil i Sjælen i Form af Digte
for alle glade, sunde Sjæle hen.