Det er Dødvands-Tid —
men Stormen har været,
og Stormen vil komme:
Du er dens Profet!
Ingen, som Du, har i Sjæls-Dybden set
— mens Nerverne slides,
mens Hænderne vrides,
mens øverst der nydes og nederst der lides —
Mester! Du staar der saa rolig ved Masten,
Livs-Skibet driver i Dønningens Dal,
og Du noterer i Skibets Journal:
Hundevagt — sejler med Liget i Lasten!
Sønderrevet
som Seklet, der skrider
med Slægters Forbandelse
nu mod sit Slut —
og fast sammentømret,
en herdbred Høvding,
hvis Stor-Ry øges
Minut for Minut:
saaledes staar Du,
den ensomme Stærke,
gaadefuld — graa som det Hav, du befarer,
en Dommer, en Læge, en myndig Advarer,
uendelig Kunnen, uendelig Viden —
og dybest inde
fortvivlet som Tiden.
De bringer Dig Virak og Hyldest og Gaver,
hvad skal jeg give —
Du har det jo alt!
Men ind i din Billed-Skats modrende Mængde
jeg griber ved Haand en tungsindig Gestalt.
Det er Manden, hvem Snobberne
kaldte „forfalden”,
skøndt Mærket han bærer
som Konge-Skjalden —
med Fingerspidserne
ud gennem Handsken
med Forbilled baade hos Norsken og Dansken
ham griber ved Haand jeg,
ham elsker jeg, Mester!
Thi lyst gennem Mørket sit Øje han fæster
mod Fremtidens Fyr, som bag Taagerne anes,
han véd, at der banes
for Slægten en Vej —
han „prikker den af”,
men han vandrer den ej.
En skibbruden Mand — og dog styrer han Skuden,
en Drømmer og Helt — som i „Verden” gik under,
hans luvslidte Frakke er Knapper foruden —
hans Smil er et Barns, som paa Eventyr grunder,
mens skiden-graa Lykken bag Platheder gemmes,
et Eventyr ser han i Livs-Dagens Gang,
hans Skepsis som Visdommens Sandhed fornemmes,
hans Tanker er Sværd, men hans Tale er Sang. —
De bringer Dig Hyldest i fremstrakte Hænder —
de dækker Dig Disken saa bugnende fuld:
o Mester! en Taare paa Kinden mig brænder —
min Harpe blev tavs i sit tonende Guld.
De ofrer Dig Gaver — Du har det jo alt!
min Tak for den ene, den stolte Gestalt!