Nu ebber det sygnende Sekel mod Slut
med Sminke om Kindernes Rynker,
dets Rygrad er mør og dets Nerver kaput —
det har sig for meget af Middagen budt,
og mod Kvælden det gisper og klynker;
forgæves for al denne klægede Dejg
det søger Ventriklen at lette:
og dog er hun stærk — aa, uendelig sejg,
den sygnende gamle Kokette!
Hun næredes op med det ædleste Blod
af Sværmere og Sansculotter,
hun fraadsed af Safternes Overflod,
og derfor til Tak fordi Spasen var god —
sine Yndigheder hun blotter:
og Sværmeren sværmer den Dag end idag,
gaar ej med en „Dame” i Rette,
men lægger sit Hoved, som selv-given Sag,
for Fod af den gamle Kokette.
Saa leger med Alt hun — en frygtelig Leg
i smagløse Stuer og Sale:
hun byder til Gilde, paa Fisk og paa Steg,
men Festen er dog saa forunderlig bleg —
og Gildet maa Smaafolk betale;
dérudenfor maaber de „navnløse” Smaa,
paa Retternes Tal kan de gætte:
men faa sig en Bid? — nej, hun mager det saa,
at selv hun faar Alt, den Kokette!
Hun holder Kontor — og hun løbes paa Dør
af Fættere, Onkler og Tanter,
man knirker og lirker, indtil hun blir „mør”,
men fortrinsvis gi’r hun dog Præster Gehør,
de flittigste blandt Supplikanter;
med Himlen hun lever i skøn Harmoni,
hvert Kald kan hun nemlig besætte
og har derfor — naa! sin Samvittighed fri,
den snedige gamle Kokette.
Der danses om hende den vildeste Dans
af Stræbere, Snobber m. m. —
der kysses paa Pote, der logres med Svans,
men Stridsmagten, baade tillands og tilvands,
den vil hun dog helst protegere:
det kunde jo hænd’s, at de navnløse Smaa
en Dag gik med Damen i Rette:
saa har hun sin Hær, som skal vide at slaa,
et Slag for den gamle Kokette!
Ja, slaa kun et Slag! Men der kommer en Tid,
hvor Seklet er træt af at ebbe,
hvor Floden ta’r Fart i den standende Strid —
da blir hun om Kinden saa kridende hvid,
og Sminken — den hjælper vel næppe:
da er hendes Rænker og Kunstgreb forbi,
da faar man paa Døren vel sætte
Evropas regerende Bourgeoisie —
den hæslige gamle Kokette!