Paany Miraklet! — nu da Jorden vaagner
og gnider Øjet mod det kære Lys,
mens endnu Nattens sidste Kulde-Gys
bæver igennem Morgengryets Taager;
snart er der grønt, hvor Mosekonen koger
sin Davregrød:
et Foraar springer frem af Tidens Skød,
Miraklet sker — og hvert et Hjærte jubler.
Snart suser atter, som en Pil fra Buen,
den rappe Svale kresende om Dammen,
og Hanen galer, purpurrød i Kammen,
og træder Menuet med Høne-Fruen,
som nylig kaglende har lagt sit Æg —
Vedbenden gnistrer mørkt paa kalket Væg,
hvor Solen klækker frem en Sværm af Fluer,
der summer ind ad Dør og ud af Stuer,
mens Bonden stryger lunt sit stride Skæg.
Foraar — Musik — ugribelig for Haanden,
usynlig, men med Farvens skære Flimren
i sarte Former og i blide Omrids:
en flygtig Drøm — og dog, hvor fast, hvor stærk!
O Drømme, Kunstens Liv og Kunstner-Værk,
bring Foraarsbud til dem, som ængstlig venter,
gør modne dem, som Sejrens Løn sig henter,
gør livs-glad Slægten, som i Skyggen strider:
spred dine Bølger ud til alle Sider,
at Pigens Kind blir rød og Mandens brun —
hvælv over Livet Himlens blaa Paulun,
og dæmp den bitre Nød, de bange Smærter!
Musik! — kryst Menneskene til dit Bryst
og føl til Tak de varme, varme Hjærter.