Den faar Gudernes
Vrede at føle,
som sejrrig sig hævded
og højt stod i Gunst;
mageligt Liv
giver Sinkerne Sundhed,
men Lavrbær og Lidelser
følger med Kunst!
Saa vend da dit noble
Blik, med den klare
Skælm i hver Øjekrog,
Ven, mod din Ven!
Lykkeligt Samvær
i brydende Tider
gav os vor Rang
iblandt stræbende Mænd.
I lysende Alteners
tusinde Møder
mandig-skønt straaled
dit Snille for Rampen;
naar Ham du skifted,
som Kunsten det byder,
din Sjæl blev u-blandet:
en Prins af Blodet;
I Nætter, som straaled
af Ungdom og Livsmod,
mens Ord-Legen sused
om Bægret det blanke —
naar Hoben da hvisked:
nu har vi ham nede —
da tyste dit Smil
som en højbaaren Tanke!
Den faar Gudernes
Vrede at føle,
som sejrrig sig hævded
og højt stod i Gunst;
mageligt Liv
giver Sinkerne Sundhed,
men Lavrbær og Lidelser
følger med Kunst!
Jeg ønsker Dig Sundhed
— som selv jeg den ønsker,
som begge vi kunde,
ved Zeus, gøre Brug af!
Forøvrigt jeg ønsker,
Dig intet i Verden:
Du Ridder, som staar dér,
med u-plettet Skjold.