Solen skinner paa Kristianshavn,
paa alle de røde Tage,
paa alle de „Pladser” fra Arilds Tid,
som endnu findes tilbage.
Da dufter det ... o, jeg skulde vel le,
men Vemod er blandet deri:
der dufter fra Værfter, fra Vold og Kanal
en forunderlig Poesi.
Paa Kristianshavn, med den grønne Vold,
en skælvende Foraarssol skinner,
paa Udsigten ud over Kallebodstrand —
paa alle Barndommens Minder.
Paa Knippels- og Lange- og Snurre-Bro,
paa alle de Folk, som gaar der,
paa „Jødens Bule” — som man rev ned
og paa Børnehuset, som staar der.
Halvt hollandsk lever den lille By
— fra Stor-Staden skilt ved en Stram
saa bred som Langebroen er lang —
sit Liv i en Fortids Dram.
Patricier-Husene drømmende staar —
ja dengang var Pladserne fulde
af vimplede Skuder, med himmelhaj Rig,
som rundt om Jordkloden skulde.
Men Smaamanden, han som i Kælderen bor,
hvor sjeldent en Solstribe skinner,
han tærer med særlig Trofasthed paa
de gamle og kære Minder. —
Solen skinner paa Kristianshavn,
paa alle de røde Tage ...
langt derfra kan man ønske sig
i den trange Kælder tilbage.
Ja den, som er faret Halvkuglen rundt,
med Bagage af Længsler og Minder,
kan synes, at Danmark er saadan en Kælder
hvori en Sol-Stribe skinner.