Stille de sad paa Damperens Dæk:
der var Alvor over de rolige Træk.
Henover Atlanterhavsvoven de gled,
og Havet mørkned, da Sol gik ned.
En Trækfugl-Skare, en Udflyver-Flok;
hver tænkte paa Sit — det var broget nok.
En undertrykt Taare i Øjet blinked:
Hjemmet var svundet, men Fremtiden vinked.
Den listende Tvivl, den krybende Kummer,
de skulde vel veksles i Dollar-Summer!
Og se, over Voverne Stormsvalen gled,
hvis Hjemsted og Rede sietingen véd.
Og Røgen stod sort over Skorstenens Rand:
fjærnt til Maalet, og langt fra Land!
Dér sad de stille paa Damperens Dæk,
og Natten faldt over de blege Træk. — —
Da lød der en Sang. Den var simpel nok —
dog lytted hele den brogede,Flok.
Da skinned de Øjne, da smiled de Kinder —
og Horisonten blev lys af Minder. — —
Den Sang er saa dyb som Atlantens Salt,
har Bud fra det Bedste og Trøst for Alt.
Den rækker saa langt som Erindringen rummer
kan aldrig veksles i Dollar-Summer —
Vil aldrig sin Magt over Sindet forlise:
og det er den nordiske Folkevise!