Først et Sus — som om en Verden
skjalv i sine skjulte Fuger:
stærke Vinter-Natte-Lag,
hvor en Kres af blonde Guder,
klædt i Staal og Dyrehuder
— Drikkehorn og lange Drag,
Kærnen frisk, barbarisk Skallen
vied ind en Valborgsnat
med en Stor-Rus rundt i Hallen.
— Og saa brister Skovens Mos:
Spirer bryder, Stængler skyder,
Skyens Dugg sin Aande gyder
gennem Træets nøgne Krone
og med aåbent Barneøje
ler den første Anemone!
Myldrens Myldren — lilla — hvide
Tusind i en Haandevending,
og Smaafugle la’er sig sig glide
silkeblødt igjennem Luften,
for at kende henrykt Duften,
for at se det aabenbare
Under, som én Nat har skabt.
Alfer! nu til Bøgen rapt!
den maa ikke staa og mule,
der skal laves grønlig-gule
Kræmmerhuses gyldne Tutter
med en Frynse, fin som Tanken,
der kan vække Hjærtebanken
som de Dun, der lysner Smilet
om en kruset Pigemund.
Og det lysner og det lér,
og det kvidrer og det jubler,
medens Bøgene sig kupler
siden-svøbt langs Fjord og Sund;
Dagen er en livsglad Undren,
uden Hensigt, uden Grund:
Aftnen er den store Andagts
billedfyldte Drømmestund.
Over bløde Dæmringshøje
sænkes Dagens klare Skær —
mægtige Gestalter stiger
op bag Aftnens sorte Trær:
som et Fortrav af de Tanker,
Sommernattens Glød skal forme —
paa en Grund af Vinter-Storme
fra de vilde Guders Hær!