Den sidste Solglød paa de ranke Stammer ......
Hvor er der tyst! —
Bag mig den store Globus stille flammer,
et vildsomt Ildhav i et roligt Bryst,
og langsomt gaar jeg fremad, Fod for Fod,
fra Lyset bort, ind i den dybe Skygge,
hvor tryllebundne Minder bo og bygge ......
ind i den Verden, jeg som Barn forstod,
og hvor jeg drømte mig al Trolddoms Lykke,
fri for den virkelige Verdens Jammer,
dens tunge Kranse og dens dyre Skrammer ...
den sidste Solglød paa de ranke Stammer!
Og jeg forstaar det atter Alt saa nøje ......
Hvor er her tyst! —
Dryader paa min Vej sig sagte bøje
med spinkle Hænder om det fine Bryst;
og hist, hvor Hjærtegræs om Kæret bæver,
de hvide Slør i Elverdans sig hæver,
mens undrende jeg ser — en Arm — en Fod!
I blide Bølger vugges varmt mit Blod,
og Alfer vipper glad paa Kildevoven,
saa fjærnt fra Livets Hæslighed og Jammer ......
o Gud, hvor er det skønt i Aftenskoven
det sidste Sol-Kys paa de ranke Stammer!