Det er, saa tilpas, et Decennium siden —
da røg det og brændte paa alle Kanter;
i blodrøde Strømme blev Ilden slukt:
jernhaarde Formynder-Mænd i Evropa,
her hjemme en halv Snes Tanter.
Tanterne tænkte paa Folkets Vel,
derfor de slog ikke Nogen ihjel;
Husarerne, viste blot Skeden,
og en Kone fik Foden forvreden.
Det var dog saa temmelig slemt i de Dage,
om ogsaa med Smil vi nu tænke tilbage;
min Ven, som var Doktor, om just ikke Laege,
han satte i Lampen en dobbelt Væge;
paa Frue-Plads stod han og løfted sin Lygte,
ved Skinnet af den han et Menneske søgte;
han fandt ikke mer’ end halvanden Mand,
og nu er han borte, drevet af Land.
Det er, saa tilpas, et Decennium siden —
da røg det og brændte paa alle Kanter.
Du var en Helgen endnu af Faget,
jeg var kun med blandt de unge »Fanter«;
vi saa’ Dig som Konge, Profet, Minister,
som Gud véd hvad, paa din Dovrestol; —
da aabned jeg Rækken paa min Reol
De futtede af, og man raabte »Sluk!«
Ved Sprøjten stod dine gamle Venner,
et Mandskab, som stedse med samme Fynd
mod Alt hvad der brænder sin Slange betjener
De fik dog ej slukt mig saa helt endda,
der maatte min egen Svaghed til Sprøjten;
da lo de først ret, da jeg »sakkede a’«
i Længden saavel som i Drøjden.
Men nu er jeg atter, hvad jeg var først;
og Feberkosten, jeg tæred saa længe,
har givet min Sjæl en naturlig Tørst
efter atter at stemme de gamle Strenge.
Decenniet svandt. Ved Grænsen vi staar:
Maaske vil det næste — det nye — skue,
hvad ind jeg har varslet i Ungdommens Aar,
belyst af Manddommens rensede Lue.
Maaske! — Men sikkert jeg véd, at der gaar
en Ungdom her gennem Strengeslaget,
og den vil jeg vie til Dig, som staar,
en Yngling i Hjærtet, med graanet Haar,
en Høvding i Bardelaget.
Mig har de løftet til Skyen den ene
Dag — til jeg kom deres Vivat paatværs;
da blev jeg uglesét ved Hippokrene,
levnet kun blev mig lidt Anlæg for Vers.
Verset, det véd man, fik Adgang, hvor ikke
Prosa kom ind med de stikkende Blikke.
Vers! musikalske! det har ingen Fare,
særlig hos ham, hvor de stundom
ikke just altid var »klare«!
Klarhed! — Nuvel, vi har Snusfornuft,
kritisk Befamlen og klam Befølen
nok her i Norden, hvor Alt, hvad der rager
op over Gennemsnitsmaalet,
væltes gemytlig i Sølen.
Klarhed! — Der findes i Sjælen en Gnist,
findes i Hjærtet en Glød, som kan lyse
op for de Smaafolk, hvem Brændsels-Brist
tvang til at krybe i Krog og fryse.
Den har Du faaet af Guden i Eje,
den biir Dig misundt mer end Du tror,
medens din Fod over Digtningens Veje
sætter saa »bent fræm« et Forkæmperspor.
Tiden er gaaet, Aarene svandt;
da kom Profetens store Forsyndelse.
Nu, imod Tiaarets næste Begyndelse,
Tiden os samlede fandt.
Dig har de dænget saa grundigt til; —
Ven, hvorfor ændred Du ogsaa »Signaler«? —
Selv har de spil’t underfundigt Spil,
vredet og vendt deres Ungdomskofte,
vrikket paa Taa og vaklet i Hofte,
danset paa Line — og Linen var slap —
tjent paa Geschæften Berømthed og Penge,
drevet det svævende Spil saa længe,
til de er havnet i Grøften
med samt deres »Idealer«.
Du har jo været i Koften hos dem.
Hurtig den blev dog for trang Dig i Ærmet;
saa har Du slængt den, og derved fornærmet
hele Familjen, dens Hus og dens Hjem.
»Vi, som i Favntag saa tidt har ham klemt,
vi, som hans Værker har rost i Avisen,
vi . . . .« ja, Du kender formodenlig Visen,
kender det Hele, behøver ej Noter;
men der er Et, som maaske Du har glemt:
at disse Frihedens Venner
er en Familje Despoter.
Knæfald de vil, beundrende Blikke,
Virak paa Alteret i deres Hus.
Yder Du den, ja saa kan Du drikke
selv i det vildeste Nonsens en Rus.
Bliver Du kritisk, saa sadler man om.
Selv i et Storsyn finder man ikke
Noget, som staar for en »Alvors«-Dom;
og man laaner Dig Lænkehundsblikke.
Fejled Du end: hvad var saa din Fejl
mod disse Kuske; hvis Tømmer er borte,
mod denne Tærsker, som fører sin Plejl
stedse bag Logavlens Porte
paa Jorden, den blotte, den sorte?
Har Du »forsét« Dig dernede mod Syd,
slog for et Slag’Du for tidlig til Lyd,
hvad har da vore »Profeter« at sige?
Spaamænd i Fantasteriernes Rige,
Konger, som, dethronisered’, vil herske,
Kuske, som, væltede, stedse vil køre,
Væltede, som ej Fornuften vil høre,
Folk, som vil Kærner paa Loen
af udfejet Langhalm tærske.
Hædre jeg vil Dig paa Digternes Vis,
ikke med brammende Ord Dig beprise;
det var jo Sprøjtebetjeningens Skik,
da den sang Dig sin barnlige Vise.
Nej, jeg har samlet hvad Tiaaret evned,
samlet det Bedste med Omhu og Flid,
Alt hvad af Vemod og Vrede og Vid
— Minder fra Lykken og Minder fra Strid —
Lykken at synge mig levned.
Satte jeg Flugten i Noget for højt:
Saksen har stækket den svulmende Vinge.
Fejled jeg stundom, saa bøded jeg drøjt:
saaret jeg blev véd min egen Klinge.
Et har jeg gjort; det var værst dog af Alt
da var i Flugten jeg nærmest ved Jord,
da var Du højest og videst dit Spor, —
det var dengang, da, saaret og syg,
med mig selv jeg søgte at tinge.
Dog — jeg er atter, hvad jeg var først.
Modet med Lykken er kommet tilhuse,
Vingerne strække sig, Sangen skal bruse
stolt med sit Ungdoms Drapa mod Sky.
Dig vil den søge, til Dig vil den ty.
Ej skal Du dække dens Svaghed ved egen
Styrke, nej, Lige for Lige i Legen:
kæmpe den vil, den vil brydes med Dig.
Ligger den under, saa jubler den dog;
leende springer den atter fra Jorden,
griber din Haand og raaber:
Der er Kræfter endnu i Norden!