Ungdom
Den gamle Mesters Syn
Den gamle Mesters Syn
Den gamle, den evig skabende Tid,
Mesteren, bryder sit Værktøj sønder;
han ser hvor de mylre ustandset hid,
disse Værker af en Begynder;
han lægger sig paa sine Hynder.
Den gamle Mester har lagt sig træt,
der kommer en Fusker med Ler paa Bræt,
en Gibser, en Haandværker slet og ret,
som dybt under Byrden sig bukker;
han ælter Leret; han klasker det op
og modellerer saa — hej i Galop! —
en Stabel af smaabitte Dukker.
De sugede aldrig Mælk af et Bryst,
næredes ej af en Kvinde;
de blodløse Læber gier ingen Røst,
det piber kun spædt derinde;
deres øjne er matte og blinde.
Den fuskende Gibser med ilsomt Jag
har grebet en Puster og pustet dem bag;
Livsens Aande som Livets Sag
er ikke til for hans Dukker. —
Den gamle Mester har rejst sig op
og stirrer paa hele den stablede Trop
og slaar sig for Panden og sukker.
Han sukker, og mindes den svundne Tid,
Skabelsens Apotheose,
da ud af de gærende Vædskers Strid,
Urverdnens boblende Mose,
sprang Livets blussende Rose.
Da Kæmper fra Gudernes Skyborg for
og favnede Kvinderne paa vor Jord,
da Løver slikked de spæde Noer
og Storme dem lulled i Slummer.
Han mindes den første — sin egen — Slægt;
det var, som følte han Lemmernes Vægt,
Kroppens gigantiske Krummer.
Han hører den kaade, buldrende Støj
— et Slagsmaal som aldrig siden —
Bjærge er Børnenes Legetøj,
Jorden er dem for liden;
de blander Himlen i Striden.
Til fælles Angreb i sluttet Trop
de stabler paa Pelion Ossa op,
selve Kroniden maa sige Stop
og Herkules svinge Tampen.
Saa sættes der Grænse og stiftes Forlig,
Himlen og Jorden har ingen Krig;
saa hviler man ud fra Kampen.
Og Jordens Skarer og Guders Hær
vandrer fortroligt sammen;
de parrer sig atter blandt Lundens Træer,
de kysses paa Bakkekammen;
én er Roden og Stammen.
Naar Afrodite en Yngling ser,
blusser hun hæftig i ømt Begær,
ja selv den kølige Luna ler
til Knøsen ved Kildevoven.
Mens Phoebos den smeltende Lyra slaar,
paa Lur den store Kronide staar
som Bejler til Pigen i Skoven.
Da mylrer det ud over Bjærg og Dal,
Ungdomsverdner sig røre;
man træder vor Jord som en Dansesal
baade uden og inden Døre;
Dioskurer Rækkerne føre.
De solbrændte Legemer veksle i Spil,
den graanede Gubbe med Lyst ser til,
og selv de adstadige Vismænd vil
i Legen ej Sinker være.
Og Legen er Lærdom, og Lærdommens Ord
er gyldig for Himmel saa vel som for Jord;
det er Ungdomstidernes Lære.
Men Lemmerne svulme uformeligt op
udover Maal og Grænse,
og Slægten slaar an i et vildt Galop
som en Hingst uden Tøjle og Trense;
en Styrer vil ingen ænse.
I hvirvlende Fart over Sten og Stok,
Vinaand i Aaren, Vinløv i Lok,
vanvittig raser den ravende Flok
med Blodsved af aabne Porer;
Kraften blev altfor utæmmelig stor,
der stiger et Brøl fra et samlet Kor
af Bødler og Gladiatorer.
Og Brølet slaar mod en Skare af Mænd;
fra Østen de kom for at stride;
dog fører de ikke Sværd ved Lænd,
de vandrer i Kapper vide;
de følges Side om Side.
I Øjet blusser en sælsom Glød,
de viedes ind ved en Ynglings Død,
for Verden det sælsomme Budskab lød:
Mænd! vi er Brødre alle!
Et Ynglinge-Budskab, et Ungdomsord;
fra Raaheden reddes den herlige Jord,
men først maa en Verden falde.
Det brager og knager i Slægtens Hus,
det hviner i hver en Fuge,
Guden i Marmor blier malet til Grus,
Legemer Legemer knuge; —
skal Faldet da Alt opsluge?
Sværdet synes det eneste Svar,
dog, førend Æggen i Ædderen skar,
blev Sygdomsgrunden ej aabenbar,
saalidt som Frelse blev funden.
Nu trækker man Vejret og ser sig om,
Tomten blev ryddet, Pladsen staar tom;
saa bygger man op fra Grunden.
De komme fra Norden og Vesten hid
med Dyrehuder om Lænder;
Tænderne skinne som skabte for Bid,
haarede er deres Hænder;
det er Urskoven, som dem sender.
De kommer, at røgte det Gryendes Tarv,
de tage de solbrændte Kvinder i Arv,
med Nerver af Jern og Ild i Marv
de avle mandhaftige Sønner.
Men Arven gemmer hin Østens Sæd;
da knæler Kæmpen for Korset ræd
og mumler de fremmede Bønner. —
Og Mesteren ser, hvor den unge Æt
vokser med Sæden tillive;
den modnes, til Mærket paa Skjoldets Bræt
kan Slægten sit Korsnavn give;
saa funkler de blanke Knive:
Der gaar som et Vejr over Verden hen,
i Staal og i Plade Drenge og Mænd
sværmende ride med Lanse ved Lænd
bort til de ukendte Lande.
Fra Vuggen man iler, at frelse en Grav;
Dødshugget, som Saraceneren gav,
adler den kløvede Pande.
Og Mesteren ser, hvor det mørknes om Land
da Lyset i Østen blier slukket.
Blodet, som sived i Ørkenens Sand,
af golde Cisterner blev drukket;
nu stønner kun Munke-Sukket.
Hyrden, som vogted om Faarenes Kuld,
klipper dem nøgne og fylder med Guld
Kirkernes Læddik, som aldrig blier fuld,
men stedse har tomme Gemmer.
Trøsten er blevet et Tugtens Ris,
Baalene ryge — til Frelserens Pris,
og kvæle de murrende Stemmer.
Da aabner sig Jorden. Fra Grundens Gem
stiger de straalende Guder;
i Rækker, ustandset, haste de frem
fra Søvn i de muldne Puder;
en Skønhedens Dom de bebuder.
Og Ynglinge flokkes med Mejsel i Haand
og Digteren tolker begejstret i Aand,
hvad Jorden gav fri, men Himlen gav Baand,
hvad Livet kan aldrig fornægte.
Og Ungdommen jubler med Sang imod Sky,
Minerva staar knejsende højt over By
over Klærker og Bøddelknægte.
Da træder en Mand fra den mørke Vraa,
hvor ellers lød Munke-Messen,
han taler et Sprog, som Folk kan forstaa,
det lyder som Sværdehvæssen;
Cellen var Smede-Essen.
Han svinger det Sværd, som fra Kirken han tog,
det lysned, da ud han af Balgen det drog,
vidt blev det spurgt, hvor Sværdet det slog,
det delte Verden i tvende.
En Ungdomsdaad med et mandigt Mod,
et Hug, som rammed ved Træets Rod —
om Hugget end ikke fik Ende.
Og gærende Tider, en voldsom Slægt,
som haaber og higer og kæmper;
Huggene falde med Fynd og Vægt,
Ingen sit Løsen læmper,
kun Døden Iveren dæmper.
Men Døden tager en Maske paa,
Ræve omkring mellem Ulvene gaa
og hvisker og lader Afgørelsen staa
til dem i de purpurne Kaaber.
Hjærteblod-Strømmen i Slottets Gaard
ledes i Damme, som stille staar
og stinker i størknende Draaber.
Saa lyder der ud i den døsige Dag
et Raab, som Lakajerne skræmmer;
de vækkes op af den dvaskende Mag:
Hvor kommer de larmende Stemmer?
Respekten de Godtfolk glemmer! —
Der kommer et Svar fra en ukendt Egn,
et Svar med en raslende Kugleregn,
som splintrer Paladsets gitrede Hegn
og flænger de tressede Kjoler.
En Ynglingeskare med blussende Blik
•kvitterer for Regningen, som de fik
tilslængt fra en kongelig Boler.
Og ud under Sangen for Folkenes Ret
mod Tidens gustne Tyranner,
Jl at opgøre Slægternes Regnebræt,
i! de flokkes om Frihedens Banner;
Karré imod Verden de danner.
En Kittel i Pjalter, Begejstrings Kyrads;
de skaffer de nøgne Fødder Plads
N og sætter en Trusel saa skræmmende hvas
mod hver, som Retfærdighed krænker. —
Den gamle Mester han smiler dertil;
det var, som han hørte til Trommernes Spil
en Klirren af knuste Lænker.
Han smiler. Da mørknes det luende Blik,
uvilligt han’ Øjnene lukker,
det var, som en Gysen igennem ham gik,
han vender sig bort og sukker;
hans Øje traf Fuskerens Dukker.
Han famler, han véd hverken ud eller ind:
Kan Slægten da blive saa spinkel og blind,
og vikler der sig af det filtrede Spind
mon atter en dristig Flyver? —
Fuskeren smisker: »Min kære Ven,
I kalder dem Dukker, men det er Mænd!«
— »Ti!« raaber Mestren. »Du lyver«!