Saa bryder Alting op igen,
de gamle, skjulte Kilder,
og Blomster ler til Blomster hen,
og jeg er atter ung, min Ven;
hør kun, hvor friskt jeg spiller!
Saa lad os glemme Vintrens Tid
for Tiden, som skal komme:
Vaarblomster skal jeg plukke Dig,
thi jeg har lært at dukke mig
i Vintren, som er omme.
Ej synges bedst, naar Skoven staar
i fuldest Puds og Silke,
en Sang om Løvets lyse Vaar,
nej bedre, naar en Stormvind slaar
tungt i de nøgne Stilke.
Den værste Storm vil rase ud,
det biir dog stille atter:
men bag det tunge Graat i Graat
det høje, rene Himmelblaat
først ret tilgavns man skatter.
Jeg byder Dig en Vaar igen
af unge, friske Kilder,
et Væld af bedre Udspring end
den Strøm, som randt og klang, min Ven,
med Fløjteløb og Triller.
Med Fløjten har det nu sin Tid,
dens lette Løb er omme.
Vaarsange her jeg synger Dig,
og Vaarens Duft forynger mig
i Tiden, som skal komme.