Jeg véd nok — og hver, som har Skoen paa sin Fod
han véd ogsaa bedst hvor den trykker —
at tidlig jeg foretrak Rosen i Blomst
som den glimrer i Junidagens Smykker.
Jeg véd nok at Alt, som i Solglansen stod
og havde af Ungdom og Skønhed og Mod
en Overflod,
kunde paa min Hyldingshilsen regne; —
min Svaghed har jeg haft, men ogsaa det Mod,
at være den bekendt allevegne.
Jeg véd det. Men Skyer trak sammen, og der gik
en Høstgysen over mit Hoved,
og Solen blev borte, en Eftersommer kom;
da holdt ikke Rosen hvad den loved.
Og siden har jeg sandet, hvor lidet det holdt Stik
med Ungdom og Skønhed og Hjælpen, man fik
det Øjeblik,
da Livet med Tordenbyger mødte; —
end trykker mine Børnesko, men Trykket forgik
betydeligt, da Regnen dem blødte.