Ud fra de tætte Stammer
kom, dæmpet, mig imøde
som Fløjtetoner bløde
Skovensomhedens Sprog.
Jeg lagde bort min Bog.
Den store, stille Verden
omkring min egen lille,
urolige, var en Kilde,
som gennem mit Hjærte drog.
Den gød de svale Strømme
henover mit hede Hjærte,
den tyssede paa min Smærte,
den lukked min Vunde til.
Jeg lytted til Kildens Spil.
De store Toneværker
fra Kunstens straalende Scene
blegned mod dette ene,
beskedne Fløjtespil.
Jeg knuged min Haand for Øjet,
jeg kendte i Tindingen Aaren,
jeg kendte i Haanden Taaren,
jeg kunde ej standse den.
Saa greb jeg min Bog igen.
Og søgte som Mand at lede
mit eget urolige, lille
Løb i den store Kilde,
som risler mod Havet hen.