Naar trofast, varm og redelig
jeg bejle vil til Dig,
da er det vel tilstedelig,
Du gives hen til mig.
Og alle Landets Piger smaa
skal synge denne Sang;
jeg tænkte den jo fordum,
nu kom den først paa Gang.
Jeg tænkte den, da Søen slog
sin Bølge mod mit Bryst,
saa tidt som jeg fra Øen drog
mod mangen fremmed Kyst.
Og Havets Bølger tumled mig,
og Ebben faldt og steg.
Jeg kom paa Grund med Floden,
det er en farlig Leg.
Naar Højvandsstrømmen gaar igen,
i saa ligger Skuden dér,
og ingen Hjælper naa’r derhen
for Revler, Braad og Skær.
Dog slap jeg fri fra mit Forlis
— det var en heldig Stund —
og takkede bevæget
med Hjærte og med Mund.
Jeg takked i en simpel Sang,
som vælded fra mit Bryst,
og hilste fra min Vimpelstang
ud mod en bedre Kyst.
Hos andre flyder draabevis
en saadan Hjærtets Sang;
hos mig gaar den i Strømme, —
det er nu saa engang.
Og har jeg atter redelig
lagt ud til frejdig Fart,
da byder jeg beskedelig
i Skuden Dig en Part.
Og alle Strandens Piger smaa
skal synge Dig en Sang:
Vi saa’ ham sejle ofte —
men glad for første Gang.