Det var — jeg husker det ikke saa ret —
Men jeg tror i Begyndelsen af April,
I Stillingen var der en halv Dags Hvil;
Det var mer’ end vi havde ventet.
Preusserne var nok en Smule træt,
Og dertil havde Preusserne Ret, —
Saa kom hari til Regimentet.
Hvordan han saa’ ud? En underlig Snegl,
Briller for øjnene, nærsynet, lang,
Et dukkende Hoved, en dinglende Gang;
Vi lo, til vi næsten fik Hikke.
Han skrævede ud, som en vandrende Plejl:
»Undskyld; skulde jeg tage fejl?
Jeg synes ... her skydes jo ikke!«
Det blev ved Dybbøl et staaende Ord,
Naar Preussernes Skydning var rigtig bøs,
Naar Stumperne sprang, som om Fanden var løs,
Og vi maatte paa Maverne ligge;
Naar »Dæk« og »Fald ned« var et staaende Kor,
Og Skansen en Vælling af Blod og af Jord: —
»Jeg synes, der skydes jo ikke!«
Vi lo, for saa vidt som vi havde en Mund
At le med, og ikke var slaaet ihjel;
Han tav blot, og lagde sit Hoved paa Hæld,
Og stived sig af med sin Slire.
Naa! Hver har sin Vis at forvalte sit Pund;
Han gjorde sit bedste; al den Stund
Han var kuns »Reservespire«.
Saa kom den Attende, Stormens Dag.
Fjenden paa Livet ved Morgengry,
Bajonetter og Kolbe, i Stedet for Bly,
Uniformer og Kød i Laser.
Forrest er jo en Løjtnants Fag,
Men vores var fløjten. En afgjort Sag:
Han havde itide smurt Haser.
Der var ikke Tid til at tænke paa ham;
De mylred imod os, de stak og vi slog;
Sammen med andre vor Deling sig drog
Tilbage i Brohovedskansen.
Dér bed vi fra os, og dér fik vi Ram
Paa Fjenden, og myrded’ saa det var en Skam,
Saa sandt som mit Navn det er Hansen!
Vi laa dér i Røgen, kastet som Sild
I en Tønde, og skød, og i Midten laa
Et Krudtmagasin med et Lægeflag paa;
Der var Saarede, ser De, derinde.
Et Lægeflag er jo en meget snild
Afviser, men en Granat kan gaa vild;
Man skyder saa ofte i Blinde.
Hvordan det gik til, maa Preusserne om;
Vi hørte en Susen, og saa kom et Brag;
Det røg gennem Krudt-Lazarethets Tag,
Og bort vi til Siderne rendte.
Vi trykked os ned. Da saa’ jeg mig om;
Der skræved en Fyr med et vældigt: Kom!
Gennem Døren ind, hvor det brændte.
Det var vores Løjtnant. Hvor han kom fra,
Maa Herren vide, men dér, hvor han gik,
Dér fænged hans Hjærte, mens vort slog Klik.
Det turde vi dog ikke friste.
Han bar dem ud, gennem Ild, gennem Røg,
De Saarede, en efter en — og saa fløj
Han selv tilvejrs med den sidste.