Vi, med det evige Gilde,
Og vi, som aldrig os nærme
Hinanden, til Stævne, en festlig Dag,
Uden at hejse Korsarernes Flag,
Uden bestandig at spilde
Vort Øl, hvor vi drikke vor Bærme;
Vi havde godt af en Sammenkomst
Ved festligt Bord, hvor Opsatsens Blomst
Ikke med Malurt var blandet
Og »forbindtlig« var ens med »forbandet«.
Vi, og Folket »derude«,
Og vi, og Folket i Byen,
Som sidde bestandig og tude
Omkap med hinanden mod Skyen,
Vi havde godt af en Mundkurv paa,
En Vagt ved hvert Vindve, i hver en Vraa
En Lytter, som passer omhyggelig paa,
At Ordene ikke for vidt skal gaa,
Og Taleren ikke skal gemme
In mente en Rest af det Slemme.
Og vi, med vor evige Ævlen,
Fra venstre, saa vel som fra højre,
Vi havde godt af at tøjre
Itide vor Utids-Kævlen,
Og græsse lidt fredelig Side om Side
I Danmarks dejligste Vang og Vænge,
Og ikke slide,
Og ikke flænge
I Tøjet, men være lidt mere
»Voksne og danske Drenge«.