Er war nunmehr der Länder satt,
Wo man so viele Kreuze hat
Und man, für lauter Kreuz und Christ,
Ihn eben und sein Kreuz vergiszt.
Goethe.
Hvor i fredlyst Urskovsstilhed
Kjæmpesøilers Kirkeecho
Præker: Støv, fald ned og tilbed!
Hvor Kamæleon og Gekko
— Ornament paa Søilefødder —
Kryber op som Stukkaturen
Medens Aber knækker Nødder
— Chordrengsflok i Pulpituren —,
Hvor en egen aromatisk
Røgels’duft fra Blomsterskaaler
Vifter op og ned, og maaler
Kirkebuen, Hvælvingshøiden;
Hvor ei nogen Præst, fanatisk,
Svedophidset, stærk i Drøiden,
Stemmer op Piccolofløiten
Og med Bassen sekonderer, —
Hvor Kulturen ei hoverer,
Hvor Naturen triumferer,
Hvor Tukan og Blomsterbien,
Farvealfens Kjæledæger,
Glimmerfuglen, Kolibrien,
Over Lucas’ 11te præker: —
Dér, bag Kjæmpestammens Grene,
Dér, henover Ur-Træroden,
Der, dér ved La Platafloden,
Dér er Klagesangens Scene.
Baalets Glød er næsten slukket,
Bøfifelboven snart er opædt,
Tumlingskaalen er uddrukket;
Hvilen faldt. Ei aands- men kroptræt
Strækker sig to Mænd langs Jorden.
Han, den ene, kom fra Norden,
»Blege Ansigt« lyder Navnet,
Imod Nød og Sygdom hærdet,
Kjendt med Sulten, kjendt med Savnet,
Villiessluttet, uforfærdet,
Knoklet, bred og lang han ligger,
Paa sin Sag og Styrke sikker, —
Pioneer i Kirkens Hær,
Distinktionen: Missionær.
Hvilens Time han benytter.
For sin vilde Ven han taler
Mens han Haand mod Kinden støtter;
Frelsens Billeder han maler,
Skildrer Kristenhedens Folk,
Dem for hvem Guds Søn blev Tolk
Hos Jehova streng og vred;
Skildrer al den Kjærlighed,
Som de Kristne fik i Eie
Ført ad Naadens milde Veie
Gjennem Verdens Nød og Farer
Til det Liv, som evigt varer;
Skildrer disse Kristnes Liv,
Uden Strid og uden Kiv,
Broder, Søster, Søster, Broder,
Liv som Skovens dybe Floder,
Der sagtmodig, kjærlig, stille,
Sprungne fra den samme Kilde,
Følges smukt paa Veien ad,
Frugtbarhed omkring sig sender
Og tilsidst, forenet, ender
Hist i Verdensaltets Bad.
Simpelt, prunkløst har han talt.
I et Billedsprog, som hentet
Fra Naturlivslexicon’et
Knytted Vexelvirkningsbaandet,
Har han Frelsens Virkning malt,
Har sin Broder ind han prentet
Brodersind og Men’skeværd.
Ordet kom ei fra en Lærd;
Paa den Vildes Tykhud dirked
Han med Lægmands Fynd, indtil
Agtpaagivenhed han mærked
I den Vildes Minespil.
Og den Vilde? han, den anden? —
Gammel, rynket, krum er Manden,
Bøiet Ryggen, furet Panden;
Men i Blikket blusser Ild.
Dæmpet nu og atter vild
Skifter Øiets Flaggerlue
Som et Lys, der synes true
Med at slukkes hvert Minut.
Og han taler. Stemmen brudt:
»Blege Ansigt, hvide Broder!
Du, som i en Røg-Kano
Seiled over Saltvandssøen
Ovre hist fra Taageøen
Hvor de blege Brødre bo;
Du, som Kundskabsurten kjøbte
I Din Medicin-Mands Boder,
Aad dens Frugt, blev viis og døbte
Røde Børn i gule Floder;
Du, som altid paa en Prik
Med Dit Udrørs Lyn og Torden
Traf hvad Du for Øiet fik;
Du, som træffer Alt paa Jorden
Med Dit kloge Bæver-Blik:
Her traf Du dog ikke ret! —
Gamle Sorte-Fod er mæt,
Mæt af Kjød og mæt af Dage,
Bort hans Skygge snart vil drage
Til det store Jagt-Revier;
Ingen træder da hans Stier,
Ingen røgter Baalets Gløder;
Naar den Store Aand han møder,
Slynger Armene han sammen
Over Brystet, og han siger:
See, her staar den sidste Kriger,
Sidste Gren af Sort-Fod Stammen!
Maisens Brød i Mund er haardt
Naar ei Tanden mer det tygger;
Gamle Sorte-Fod gaar bort
Til de andre Sort-Fod Skygger.
Paa et fremmed Lands Gebet,
Borte fra Missouris Stepper
Har han Dødens Leie redt,
Slaar han sine Jæger-Tæpper
Om sin visne Kriger-Krop.
Og han seer i Luften op;
Hørte han ei fjernt en Susen?
Lød det ei som Flodens Brusen,
Stammefloden langt mod Nord?
See, hist staar der friske Spor
Trykt i Græsset langsmed Floden;
Dér har Sorte-Fødder været,
Kun een Fod, og Stammefoden,
Vrider saadan ud i Læ’ret,
Sætter Mokkasinen saa!
Men bag Mokkasinen følger,
Her og hist, paalangs, paaskraa,
Spor af Hvid-Mands Støvlehæle,
Spor af dem, som kom at stjæle
Landet fra de røde Mænd.
Som en Brand det vifter hen,
Vælter sine varme Bølger,
Og det svider og det tænder
Og det knittrer og det brænder,
Og med Pinselsdød det ender
For de stakkele røde Mænd.
Eders Ildvand, Eders poxes
Kan faa Bugt med selv en Oxes,
Selv en Bison-Oxes Liv;
Eders Riffel træffer sikker,
Knald! og strax en Rødhud ligger;
Eders Tale er en Kniv,
Tveægs-Kniv med skarpe Sider; —
Hvo, som paa en Bleg-Mand lider,
Lægger Snoge i sin Seng. —
Ildvand, Smittesot iflæng,
Bleg-Mands Riffel, Rødhuds Nid, som
Reistes mod hans egen Broder,
Var den Skovbrand, tændt med Flid, som
Jog os fra Missouris Floder,
Jog den sidste Rest af Stammen,
Jog de Faa, som end holdt sammen,
Langt mod Syd til fremmed Land!
Hvide Broder, veed Du det?
Kjender Du den lumske Brand? —
Hvide Broder, var det ret? ...
Længe før hans Stammes Fald,
Længe før hans Liv mod Høsten
Led, gik Sorte-Fod til Østen
Forat tuske sine Skind
Og fornye Fredstraktater.
Og han vandred ud og ind,
Saae sig om i Eders »Stater«,
Lærte drikke Eders Ildvand,
Lærte tale Eders Sprog,
Blev saa viis og blev saa klog,
Kom som Jæger og som Vildmand,
Bort som Medicin-Mand drog.
Eders Wigwams fik han see,
Eders Leire, Eders Byer
Hvor man kvæles under Skyer,
Som fra sorte Stene vælter,
Der paa Eders Arne smelter.
Hvordan hvide Mænd sig tee
Fik tilbunds han lære kjende;
Ildvands Boder uden Ende
Saae han pakfuld Dag og Nat.
Squaws greb ham i Armen fat,
Squaws, som om paa Gaden rende,
Hundedrift og Hundenavn.
Han var rundt, paa Torv, i Havn,
Saae dem kjøbslaa, saae dem handle,
Saae hvor Alting, Jern og Skind,
Tæpper, Vaaben,- Korn svandt ind,
Saae det Hele sig forvandle
Som ved Trolddom til et blankt,
Skinnende Metalbaand, langt,
Milelangt, en Glimmerslange,
Som fra Haand til Haand i mange
Led sig over Landet bugted.
Ufred nok den Slange frugted.
Overalt hvor Dyrets Ringe
Skjød sig frem, saae Sorte-Fod
— Efter hvad han selv forstod
Og hvad kloge Folk ham sagde —
At en Skygge ud sig lagde
Over Hvermands Blik og Bringe;
Brystet aanded tungt og træt,
Kniven foer af Skeden let,
Og de Ord, man oftest hørte,
Som man helst paa Læben førte,
Var ei Kjærlighedens Ord.
Nei man banded og man svoer:
»Gud fordømme Dig, min Bro’er!« —
Saadan lød den Talemaade,
Som om Brodersindet spaaede.
Sorte-Fod saae roligt til,
Men hans Tanke ør og vild
Tumled om, og ingensinde
Kunde ret den Fodfæst finde. —
Naar en Mand paa Gaden rørte
Ved et udhængt Klædningsstykke
Og maaske stak det i Lommen,
Blev han strax, før han var kommen
Gaden ned, af Krigre bastet
Og i Fangelukket kastet, —
Hvis han ikke strax en Løkke
Fik af Hamp om Halsen lagt.
Men hvis Nogen havde bragt
Ved et snedigt Rævestykke
En af Brødrene i Klemme
Saa hans Telt var tomt derhjemme
Og hans hele Klædningsdragt
Tiggerpose var og Krykke:
Saa blev denne Ræv ei bastet
Og i Fangehullet kastet,
Men de hvide Brødre hasted
Med at strømme til hans Telt
Og at rose ham og vise
Ære ham, og ham at prise
Som var han en Kriger-Helt.
Sorte-Fod har gjemt det Alt,
Alt hvad han fik see og høre,
Alt hvad der blev ham fortalt,
Alt hvad selv han saae dem gjøre.
Sorte-Fod blev viis og klog,
Lærte hvordan man bedrog,
Lærte Hvid-Mands List at kjende,
Lærte, den var uden Ende,
Lærte af de Kristne slemme
Ting, som ingen Rødhud hjemme
Kjender, skjøndt han kjender meget
Lærte af den Hud, som bleget
Blev i Tidens Morgengry,
Megen Svig og Snuhed ny,
Lærte Alt, som nu han veed, —
Lærte kun ei Kjærlighed!
Dog, den Gamle tier stille,
Stopper Grædeflodens Kilde,
Slukker Vredens Skovbrand ud.
Det var jo den hvide Gud,
Siger Du, som skulde bruge
Rødhuds Stepperne for sig.
Ja, han er en vældig Kriger.
— Hvis jeg ret har fattet Dig —
Altid sulten kan han sluge
Mænd og Vaaben, Jord og Guld;
Aldrig blier hans Leir fuld,
Stedse, stedse han beriger
Sine Mænd med andre Stammers
Gods. Ved tændte Wigwam-Flammers
Fakkel finder han sin Vei,
Dræber Mænd og samler Bytte;
Modstand er forgjæves Værk,
Bønner er til ingen Nytte,
Underhandling frugter ei.
Ja! den hvide Gud er stærk,
Og den Stærke vinder Verden,
Og den hvide Stamme er den
Krigerslægt, som forat sprede
Kundskab om den stærke Gud,
Sletter andre Slægter ud.
Og jeg føler Gudens Vrede
Og jeg føler Slægtens Vælde.
Sorte-Fod formaar ei frede
Om de Ting, som skal forgaa.
Disse Træer vil I fælde,
Plante Eders spinkle Straa;
Dér hvor Urskovs-Fugle funkle
Rødliggrønt i Solens Stribe,
Dér vil Eders Sod fordunkle
Snart hver farvet Solglødsplet,
Og den stygge Røg-Vogns Pibe
Skingre vil sit go ahead!
I vil jage Skovens Dyr,
Dræbe disse stolte Sønner
Af den store Moder Jord,
Plante ud i deres Spor
Udskudssæd fra Eders Rønner,
Giftblomst fra de kvalme Byer. —
Hvis den Gamle ei var mæt,
Mæt af Kjød og mæt af Dage,
Hvis hans Høire ei var træt,
Hvis han Tomahawken tung
Vidste kraftig end at svinge, —
Hvis den Gamle end var ung:
Ha! da blev han ei tilbage;
Som et Lyn han skulde springe
Op med Krigre ved sin Side,
Krybe, kravle, snige, glide,
Liste, fare paa de Hvide,
Hugge ned og Skalper tage,
Bære Hovedhaar paa Stage,
Hovedhaar af alle dem,
Som har ødet Sort-Fods Hjem!
Men den Gamle han er træt.
Tomahawken hviler rolig
Ved hans Side. Dødens Bolig
Stirrer stivt hans Blik imøde. —
Et gjør ham dog Døden let,
Et faar Kinden til at gløde,
Læben til at smile: Det,
At sit sidste Aandedræt
End i fredlyst Ro han drager,
At de kloge Papegøier
Hører paa hans Dødssuks-Klager,
At endnu ei Hvid-Mand støier,
At endnu ei Røg-Vogn brager
Gjennem Slyngeplantens Mur,
At endnu sit Kjæmpebur
Urskovsstammerne ham bygger,
At de dybe Skovens Skygger,
Fjernt fra Kristenfolkets Byer,
Gjemmer ham og Skovens Dyr!«
Og han læner sig tilbage,
Tæppet over sig han slaar.
Endt er Sorte-Fodens Klage;
Men ved Kjaempestammens Bul
Missionæren opreist staar,
Flytter Haanden til sin Pande,
Stirrer stum og tankefuld
I La Plataflodens Vande.