efter Gleyres Maleri i Luxembourg »Les illusions perdues«.
Som Baaden, der sagte glider
Henad de blanke Strømme,
Saa svandt med de rindende Tider
Alle hans gyldne Drømme;
Kling Strengeleg dæmpet fra Baaden hid,
Svæv Toneleg mildt imod Stranden, did
Hvor Skjalden, den ensomme, hviler!
Belær ham om Lykkens den flygtige Gunst;
Gudinden er troløs, som hvirvlende Dunst
Hendes Smil gjennem Luften bortiler.
Og Strengene klinge og Tonernes Leg
Svæver paa Luftningen baaren;
Hvi lytter Du, Skjald, saa bekymret og bleg,
Og stirrer paa Drengen ved Aaren?
Han leger, den Smaa, med en blomstrende Krands,
Han plukker dens Blade med Smil fra hinanden,
Og drysser dem ud i en flagrende Dands,
Henover Baaden, bort over Randen!
Han sidder ved Styret, den sorgløse Smaa;
O ja, det er Varsel for Farten.
Og Skjalden han veed jo hvorhen det vil gaa,
Han kjender jo Maalet, hvorlangt man vil naae,
Han kjender og Tonearten.
Gled ikke hans Baad for den selvsamme Vind,
Den føieligt-viftende Brise?
Og sad han ei saa med det selvsamme Sind
Og stirred mod Lykken, til fast han blev blind,
Og suged i dvælende Aandedrag ind
En Vellugt af Lykke og Lise?
Var ikke de Skjønne, som sad ved hans Fod,
Og Ynglingeskaren, som rundtom ham stod,
Beredt ham i Sange at prise?
Og troede han ikke at Baaden var god,
Og aned han vel, hvad der forestod,
Og hvor snart han skulde forlise? —
Han kjender det Alt. Og dog lytter han til
De bølgende Toner, det vuggende Spil;
Han kjender det Alt. Og dog stirrer han mod
Den glidende Baad paa den blanke Flod. —
Og Drengen han drysser den duftende Krands;
Aaren i Vandfladen blinker:
O var dog min Sjæl nu saa sorgløs som hans!
Mod Baaden mig Bladene vinker.
De spraglede Blomster, den flygtige Tids
Trofæer, som hvirvles i Kjølvandets Bugter:
Jeg bytted dem glad mod min ensomme Strids,
Min Manddoms sildige, høstmodne Frugter! —
Og Baaden derude svinder,
Bliver saa ganske lille;
Hin Sang fra de deilige Kvinder
Tier paa Læben stille;
De blussende Ynglinger skimtes ei meer,
Ei Blomster, ei Blade den Ensomme seer,
Som sidder paa Stranden tilbage. —
Op Skjald! Du fik jo den Mægtiges Røst;
Lad Sorgerne blive til Sang i Dit Bryst;
Sæt Musik til den Ensommes Klage!