Der lyder en Sang, en forunderlig Sang
Om Natten naar Livets Travlhed blunder;
En eneste Tone, en dirrende lang
Holder mig vaagen i Nattens Stunder.
Jeg kunde vel lukke mit Øie i
Hvis Sangen var kunstnerisk sammenføiet,
Men denne enstonige Melodi
Jager mig Søvnen fra Øiet.
Jeg kunde vel lulles i Drømme sødt
Hvis Tonen, jeg hører, var Bølgernes Stemme, —
Men op jeg springer fra Leiet blødt:
Den Sang har i Havet ei hjemme!
Hørt har jeg Havets vemodige Sang
Saalangt jeg kan huske i Tiden tilbage,
Men denne ensformige, skjærende Klang,
Det er ikke Bølgernes Klage.
Hvor kommer den fra? hvem har da en Røst
Saa udyrket, umelodisk tillige,
Saa blottet for Glæde for Haab og Trøst? —
Godtfolk, det skal jeg Jer sige!
Den Sang, den toner fra Kjælderen op,
Hvor Hungeren sidder ved Sygdommens Leie,
Hvor Døden ryster den magre Krop
Og Haabet har ingen Veie.
Den Stemme bæver fra Sorgens Hjem,
Hvor Moderen værger sig selv og Barnet;
Hvor Faderen raver beruset frem,
Tilsølet af Gadeskarnet.
Den Tone skurrer fra Skuret ud,
Hvor Trang eller Frækhed af Lasten baaret
I Dynddaab holdes; hvor Skændslen staar Brud
Med ormædte Blomster i Haaret. —
Hvor fødtes den Røst? Den fødtes i Nød,
Den raabte i Ørknen forladt og ene;
Og Raabet var altid det samme: Brød!
Og Svaret det samme: Stene!