Soll Spot und Hohn getragen sein,
Trag’ ich allein den Hohn;
Ich kenn’ ihn wohl, er kennt mich wohl
Und Gott weiss auch davon.
Goethe.
Se Solen synker. Vidt i Luften runger
Et samlet Kor af Kjæmpebyens Stemmer.
Som første Bas Dit Øre dumpt fornemmer
St. Paul-Kolossens dybe Klokkeklang;
Saa kommer Lyd fra tusind andre Tunger,
Profane, hellige; en Aftensang,
Der stiger fra det arbeidstrætte Bryst
Med Bøn om Hvile, Kalden paa en Trøst,
Som varer ved saalænge Natten blunder,
Som flygter skræmt, naar imod Dag det stunder.
Her risler Floden, her er Themsens Løb.
Og Kjæmpebyen hælder sig derover,
Og glemmer Dagens Raab om Salg og Kjøb,
Og speiler i de luegyldne Vover
Det hele Ansigt fra St. Paul til Tower.
Som Flodens Vande saa er Byen selv,
Det brede Ansigt luegyldent skinner;
Reflexen glider fra den blanke Elv
Og sminker med Karmin de runkne Kinder.
St. Paul-Kolossens puritanske Træk,
Rundhovedet med den raserte Pande,
Og Tower, Skurkefjæset, sort som Blæk,
Forklares, hæves af de gyldne Vande.
Der er ei noget Pakhus, tørt at see,
Afstumpet lig Kontorfysionomiet,
Som ei i Gyldenglansen synes lee
Ad de »Værdier«, som er nedlagt i’et.
Der er ei nogen Skorsten, nogen Bygning
Fra Kjælderhalsen op til Tagets Rygning,
Ei noget Skib, ei nogen Baad paa Floden,
Ei nogen Bro, fra Rækværk ned til Foden,
Som ei har faaet Part i Gyldenskæret,
Og synes nu hvad det har aldrig været.
Saa sluktes Solen. Som en Skygge gled
Det koldt og graablegt over Billedfladen.
Og over Broen, langsmed Bolværksgaden
I Zigzag, Paralleler, op og ned
Det springer frem som Gnister fra en Esse.
Nu tændtes Gassen! Aftnen vil jeg presse
I magistratisk Iver frem og raabe:
Afveien Solglans, Driver, Drømme-Taabe! —
Og Magistratens Lysning Seier vinder,
Og Natten er der; Gyldenglansen svinder.
Og Floden risler, risler langsomt hen.
Domkirkekuplen taber sig i Taager,
Hvert Pakhus punktligt over Skatten vaager,
Og Tower har sit Skurkefjæs igjen.
Det blanke Vandspeil blegner mat og falmer,
Og Skorstensrøg og Damp, som tæt og kvalm
Udsletter snart det sidste Skjønhedsspor.
Hist svinder Baaden, som saa hastigt foer,
— Flodpolitiet er just ingen Sinke —
Her skyder frem med raske Aaretag
En Gig, hvis Kølvandsstriber dæmpet blinke,
Imens dens Mandskab, unge Herrers Lag,
Til Opsangstakt haandterer Aarens Skovle
Og længes hjem til Klubbens tændte Bowle;
Her svaier Bøjer, rundt og rundt igjen,
Her ligger Skibe, Side tæt om Side,
Her risler Floden seigt, ustandset hen
Mod Havet, mod det evigt, evigt Vide.
Og Taagedampen svinder langsomt ind;
Frem stiller Natten sine Væverstole,
Og flinke Stjerner slaar med flittig Spole,
Traad efter Traad, det fine, lyse Spind.
De blege Væversker, huldsaligt trøstende
Hver ærlig Arbeidsmand her i det Lave,
Nedsender tusind Smil som Flidens Gave,
Men skotter sky og sagte hovedrystende
Til alle disse ivrigt vimse Lygter,
Som Magistratens Hverv geskæftigt røgter.
. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .
. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .
Og hist hvor Dyndet har sin Stabelplads,
Hvor Himlens Lys saalidt som Jordens Gas
Kan trænge ned for høie Pakhusmure,
I en Kanal, hvor lyssky Rotter lure
Begjærligt paa det Slumptræf, Mørket skænker,
Hvor Slamkloaken sine Draaber stænker
Og parfumerer Luften rundtomkring,
Dér ligger, fastgjort ved en Bøjes Ring,
En Lægter, en af Flodens flade Pramme.
I Muddret ligger blødt den hule Stamme;
Bundboblen opad Siden sagte klukker,
Og paa sit Leie Lægteren sig vugger,
Og hviler ud fra Dagens haarde Slid.
Foraset som en Slider kun kan være
Den rokker automatisk hid og did,
Og søger for sin Krop af Træ og Tjære
Det Sted hvor Sengen har de bedste Fjære.
Der er ei Folk ombord i Lægtren. Jo;
Hvis Du forsigtigt nærmer Dig med Lytten,
Saa kan Du høre Stemmer fra Kahyten.
Dernede sidder Fa’er og Datter; to
Flodmennesker, hvem Livets Strømme rev
Bort fra hinanden, til de samlet blev
Iaften netop, her ved Bolværkssiden. —
Nu gjør de op den Bog, som kaldes: Tiden.
Iklædt en Kofte, som Pijækkert hedder,
Korslagte Arme over Bordet, sidder
Den Gamle bøiet frem mod Tællepraasen,
Der stikker op sin Glød bag Sukkerdaasen
Og drypper ned sin Talg paa Dugens Krummer.
Der var nok ingen Appetit iaften;
Saagodtsom urørt kan Du finde Bordet,
Selv Øllet ta’er i Kruset sig en Slummer
Og sovende det taber Duften, Kraften.
Dog, Øllet skal ei heller have Ordet;
Hvad her skal siges, trænger til Ædruelighed,
Her bliver Letsind Løgn, en Rus Umulighed.
»O Mary, disse Haar er bleven graa
Og rynket Kinden, siden Du gik bort;
Hvergang jeg her i Speilet selv mig saae,
Da saae jeg, hvor den bittre Skam og Tort
Skar sine Furer dybt mig ind i Sjælen
Og huled daglig paa min Livsgrund fort
Som Tidevandet huler Bolværkspælen.
Pramstikkerne og Lægterskipper Flokken,
Hver Usselryg fra Værftet eller Dokken,
De trak paa Skuldrene og ynked mig
Og fandt en billig Tidsfordriv, især i
At spørge: Hvordan lever Lady Mary? —
Jeg holdt mig tappert, aldrig klynked jeg,
Og aldrig gav jeg Gjensvar dem tilbage,
Jeg sled de sure, arbeidstunge Dage,
Jeg bad en sindig Bøn hver Aftenstund
Og lovede mig selv med Haand og Mund,
Naar angerfuld Du atter vendte hjem,
At tage mod Dig her med aabne Arme
Og ikke lade Vreden buse frem
Og ikke slaa Dig i min første Harme. —
Jeg vented. Der gik Maaneder, et Aar.
Kun Den, som selv har prøvet det, forstaar
Hvad saadan evig Venten ret vil sige,
Hvor disse lange Timer seigt sig snige,
Og hvor den bløde Hjertegrund blier haard.
Da gik jeg op til Manden, som er Præst ved
Det Bods og Bedringshjem her ovre, næst ved
Den nye Bro, hvor unge Piger føres
Paa skikkelige Veie strengt tilbage
Og hvor der Psalmer kun og Arbeid høres.
For denne Mand udøste jeg min Klage;
Han skrev Dit Navn ned i en Protokol
Og sagde, at saasnart Du kom igjen,
Saa skulde — maatte Herren det behage —
Du sikkert frelses under hans Kontrol.
Jeg skjød en Fempundsnote til ham hen
Og gik med Tak, — og fandt Dig Dagen efter.
Jeg vented, til Du atter kom til Kræfter;
Du veed, jeg skjændte ei, jeg slog Dig ikke,
Jeg gav Dig Mad at spise, Øl at drikke,
Og Køjen hist, hvori Du kunde ligge.
Du spiste lidt, og talte endnu mindre.
Hvergang jeg spurgte, stirred Du kun paa mig
Og mumled: Jeg kan Ingenting erindre!
Du trykked Dig, Du dukked Dig. Naa naa, jeg
Forstaar jo nok, at Skammen lukker Munden
Og at man tier med hvad man igrunden
Helst ønsked evig glemt og aldrig skeet.
Men husk dog, Mary, at jeg er Din Fa’er,
Mod Gud og mig har Du Dig haardt forseet;
Gud skylder Regnskab Du, og mig et Svar:
Siig mig da, hvor Du var, og Navnet paa
Den Skurk, som lokked Dig og lod Dig gaa!« —
Bleg, sammensunken; Haaret løst fra Panden
Nedflydende som sorte Sørgeflor
Om Halsen og den barnligt runde Skulder;.
Et tærnet Shawl, hvori der Hul ved Hul er,
Om Barmen slynget; hvide, smale Hænder,
Som støtter under Hagen; dybe, dunkle,
Livstrætte Øine, hvori Tungsind tænder
En glimtvis Brand, hvis Gnister dæmpet funkle
Saaledes sidder hun, den Gamles Datter,
En Støtte, uden Graad og uden Latter,
Som ingen Trudsler, ingen Kjærtegn fatter,
Et Billed, skaaret med en Kunstners Kniv
I Voxet herligt ud — men uden Liv.
Dog jo, med Et saa flammer Livet op.
Just ved de Ord, hvormed den Gamle ender,
Et Lynblik over Bordet hun ham sender,
Og, langsomt sænkende de hvide Hænder,
Hun retter Brystet, Hovedet iveiret,
Og opreist staar den slanke Pigekrop,
Tungtaandende, af Dødens Kval fortæret.
»Hvis ei mit Liv var i sin sidste Stund,
Jeg skulde ikke talt. Hvis ei Din Mund
Fornærmeligt med Haansord skjældte ham,
Jeg skulde Intet, Intet have svart. —
Du kunde Dig og mig for dette spart,
Du kunde ladet mig og al min Skam
Forsvinde paa sin sidste, store Fart
Foruden dette Regnskab for min Brøde!
Du kunde ladet dette sidste Møde
Henløbe stille som den tavse Flod.
Jeg skulde takket Dig, thi Du forstod
Da, at der gives saadan store Kvaler,
Hvorom kun Livets sidste Regnskab taler —
Alt hvad Du sagde om Din Datters Skam,
Om Bod og Bedring, har jeg næppe hørt,
Men da Du Talen hen paa ham fik ført,
Og da Du nævned med et Haansord ham,
Saa skal jeg tale, tale som det stiger
Herop, derindefra, op imod Randen
Af Floden i mit Hjerte, tale, siger
Jeg Dig, som om det var en ganske Anden
End mig, end Mary, der nu aabned Munden.
Thi ak, for Mary er hvert Ord forsvunden.
Jeg tror at Livet, det Vorherre gav
Os som vort bedste Eie, o jeg tror
At denne Gave paa en Feil beror.
Det skulde vist begynde med vor Grav.
Vi skulde ligge ganske stille, gjemt
Dybt i den bløde Jord, af Alle glemt
Undtagen af en Eneste, af ham.
Det Liv, vi lever nu, det tager slemt
Og haardt og skaanselløst paa dem, der fødes.
Sletingen skulde fødes som et Lam,
Men som en Tiger og som Bjørne Alle;
Saa kunde Tiger over Tiger falde
Og Lige stedse kun med Lige mødes. —
Jeg tror at Livet, dette travle Liv,
Blev til kun for den daglig travle Flid;
For Tømmermandens Øxe, Bødkrens Kniv;
For Kjøbmandsherren med sit Skib paa Vandet,
Der haster fremad, spilder ingen Tid;
For Bonden, som bag Plougen gaar paa Landet,
Og tæller hvert et Korn, som ud han saaer. —
For alle disse Mennesker, forstaar
Min stakkels Kundskab, blev vort Liv nok skabt.
De holder ogsaa ud, gier aldrig tabt;
Det Bedste, de kan tænke dem i Eie,
Det ligger for dem jo langs Livets Veie.
Men dem, — de er kun faa, saavidt jeg veed —
Der søger her i Livet Kj ærlighed
Og kun det Ene, intet, intet Andet,
For dem er Livets Skjænk med Malurt blandet;
Som Betler gaar de rundt fra Dør til Dør,
Og ingensteds faar deres Bøn Gehør,
Og finder de engang et venligt Hjerte,
Da først begynder deres store Smerte,
Da først forstaar de, hvordan Livet tynger
Paa Den, som ene sig til Hjertet klynger
Og lader hvert et andet Fodfæst fare;
Da føler de dem ret som husvild Skare,
Forstødt, belastet med en svær Forbandelse;
Thi aldrig parres Dannelse med Dannelse,
Og Elskovstrang med Trang, og Stand med Stand,
Og Trofasthed med Trofasthed, og Mand
Med Kvinde saadan som det skulde være.
De vaagner op. Ved deres Hovedgjærde
De finder Livets kolde, kloge Lære.
Den seer paa dem med sine skjæve Blikke,
Og isner dem, og jager dem herud
Fra Kjærlighedens Solskin, Varmen, Hyggen,
Omfavnelsernes Sødme, Hvilen, Lykken,
Paa Livets Veie ud i Regn og Slud; —
Saa kan de gaa igjen omkring og tigge.
Ja, jeg har elsket og jeg elsker ham.
Men han var stor og klog og rig og skjøn,
Og Mary sagde tidt sig selv iløn
At hun var ringe, fattig, vidste kun at
Tilbede ham, og havde intet andet
End sine Arme, sine Kys, sin Mund at
Tilbyde ham for Alt, hvad rigt han skjænked.
O tal ei om den Ære, som blev krænket!
Hvis Livet havde vore Strømme blandet
Mer ligeligt, hvis fælles mer’ vi eied
End vore Kjærtegn, saa var Æren veiet
Paa anden Vægt; hvis høit paa Livets Top
Vi begge stod, saa gik det lige op,
Og Ingen ynkede den stakkels Pige
Og Ingen, voved Skurk om ham at sige. —
Tal ei om Skam; den kjender Elskov ikke.
Men nævner Smerte Du og Sorg og Kvaler
Og hule Kinder, taaretrætte Blikke:
Ja, det er Elskovs Navne. Dyrt betaler
Den Svage Glæden, som den Stærke skjænked;
Og finder hun sig atter nederst bænket
Ved Livets Tjenerbord blandt sine Lige,
Saa kan hun selv sig kalde: stakkels Pige!
Jeg gav mig hen til ham; jeg gav ham Alt.
Og tusindfold har han mig det betalt;
Jeg leved som jeg forhen kun i Drømme
Har tænkt det muligt. Henad blanke Strømme
Vi gled tilsammen. Ved hans Bryst jeg laa
Og der var Smil og Solskin hvor jeg saae.
Jeg lytted ængstligt til hans mindste Ord,
Hver Smule greb jeg fra den Riges Bord;
Jeg nød, jeg svælged. O mit Hjerte presser
Sig sammen til et Skrig, naar Alt jeg mindes;
Af Taarer mine svulne øine blindes.
Jeg veed, jeg tør ei tænke mig tilbage
I Lykkens Solskin og de rige Dage,
Og dog bestandig jeg min Sjæl belæsser
Med Mindets Byrde. Voldsomt Vægten knuger;
Jeg trykkes ned hvor Nat og Døden ruger.
Der var en Kløft. Jeg saae den fra Begyndelsen,
Men der var Blomster hængt udover den;
Dog alt som Blomsterskjulet visned hen
Saa vided Kløften sig. Var det Forsyndelsen
Og var det Straffen? Håndled jeg ei ret?
Jeg veed det ei. Selv har jeg ham forladt;
Da Grunden vakled gik jeg fra ham stille,
Jeg vilde ikke vente indtil brat
Den Styrtning kom, som maatte os adskille.
Nu veed jeg intet; veed kun, jeg er træt,
Saa træt, saa træt, og længes efter Hvile.
Til mig kan ingen Lykke længer smile,
Tilbage tør jeg ikke see, og frem —?
Dér staar jo kun Dit Bods og Bedringshjem!
Jeg Bod og Bedring? og hvorfor? Nei, nei,
Saa vælger Mary sig sin egen Vei.« —
Og Øiet stirrer i det tomme Rum;
Det bliver stort, det funkler og det brænder;
Og Shawlet fatter hun med sine Hænder,
Og medens Læben sluttes trodsig, stum,
De smale, stærke Fingres Greb fortæller
At en Beslutning taget er og gjælder.
Den Gamle har sig reist; hans Stemme dirrer,
I Bordet slaar han saa Tallerknen klirrer
Og Lyset vakler frygtsomt i sin Stage:
»Nei aldrig hørte jeg i mine Dage
Et Væv af Vanvid og af Trods som dette!
Du burde bedet, tryglet, men istedet
Du staar som den, der har at gaa irette
Med Ham i Himlen og med mig Din Fa’er.
Slaa Øiet ned, tag Hænderne fra Klædet,
Paa Knæ med Dig, og ved den Gud, der bar
Ydmygt det Kors, som Andre paa ham lagde,
Hvis ei Du tager Alt hvad nys Du sagde
Tilbage, saa . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .
. . . . . . . . . . . . . . . . .« Han staar med Armen hævet;
Og Mary? Som et Kid tilbagebæved
Hun med et kvalt, et angstafpresset Skrig;.
Mod Trappen styrter hun, bleg som et Lig,
Og smidigt svinger Pigens slanke Krop
Ad Lugen lynsnart sig paa Dækket op.
Forvirret, maalløs tøver han ved Bordet,
Og fast paa Tungen klæber Tugtensordet.
Saa hører han en Støi, og Lyset griber
Han angst, og følger rystet op paa Dækket.
Han er alene. Nogle Bølgestriber
I brudte Ringe kredser rundtom Prammen.
Mod Lægtrens Side Ringene er rækked’;
Nu kastes de med svage Skvulp tilbage,
Og svinder hen i Intet, flyder sammen;
Og Skvulpet, som har Nattens Gjenlyd vækket,
Døer hen som Vindens Suk, som Strømmens Klage,
Et Febergisp i Kjæmpebyens Søvn.