Jeg følger Dig tildørs, Du skjønne Sommer.
Paa Tærsklen staar jeg, og mit Hoved blotter,
Og, anende den Tid, som snarlig kommer
Med skjulte Magters rugende Komplotter,
Med vilde Udbrud, vrede Kræfters Kampe,
Jeg føler dobbelt skjøn den dybe Fred,
Som stigende fra Sundets tause Bred
Hensmelter, i Oktoberaftnens Dampe.
En Taage slører Skov og Mark og Enge.
Det er ei Sommernattens Forhængstæppe,
Hvor lyse Aander gjennem Slørets Flænge,
Paa letten Fod, som streifer Græsset næppe,
Kan øines af den drømmende Betragter;
Det er en Taage, vinterkold og graa,
Hvor Kjæmpeskygger synes frem at staa
Med mørke Miner og med vrede Fagter.
Jeg ængstes af de mørke Skyggesyner.
Hvad vil de her i Fredens dybe Stilhed
Med Vredesblikket, hvorfra Ufred lyner,
Med Armen udstrakt truende i Vildhed?
Hvad vil de her? Hvo er det, som dem sender?
Er Harmonien ei det Heles Lov?
Hvem dømmer da, og giver Mark og Skov,
Naturens skjønne Liv, i Bøddelhænder?
Har ei det Skjønne Ret til evig Væren?
Har Guden tilmaalt os saa karrig Livet,
At det, hvorpaa vi grunded Guddomslæren
Og har med Kunstens Krandse rundt omgivet,
At det har kun en stakket Stund at leve?
Naar Høstens Marodører griber fat
Og slæber bort Naturens rige Skat,
Hvi skrev da Vaaren sine Gavebreve?
Dog nei; — det er Naturen selv, som skriver
Sin egen Lov med myndig Pegefinger;
Det er Naturen selv, som Tegnet giver
Til denne Vexlen, som dens Liv betinger,
Til denne Plyndring af dens egne Haller. —
Jeg læser Loven paa hvert gulnet Blad,
I Løvets Bog, hvis Bind nu skilles ad
Mens Fugtigheden over Heftet falder.
Jeg læser Loven; og jeg vandrer rolig
Igjennem denne Verden, dømt tildøde; —
Jeg seer dog Vaaren bygge op sin Bolig,
En Sommerluftning slaar mig alt imøde,
Jeg hører Fuglekorets Festorkester.
Jeg skilles rolig fra det trætte Aar;
Med blottet Hoved bøiet her jeg staar,
En Haabende blandt Haabets sidste Rester.