Fra Morgnen gryer
Til Lyset flyer
Og Nætterne med, om fornødent,
Saa freidig glad
Sit Smedekvad
Han synger, og slaar ufortrødent;
Han slaar med sin Hammer, han svinger sin Tang,
Han gløder i Essen den kolde Stang;
Han hærder i Kølevandet
Det Staal, som skal klinge med Kjæmpeklang
Og svinges i Kampen for Landet.
Og Foraar kommer med Bladsvøbsguld,
Og Sommer med Blomsterflokken,
Og Høsten river det Hele omkuld,
Og Vintren spinder paa Rokken:
Han staar ved sin Esse, han blier paa sin Post,
Han helmer i Hede, han fortner i Frost;
Han smeder til Bonden Bile,
Til Væbner Daggert, og Sværd til Drost,
Og til Bueskytterne Pile.
Og Aaringer komme og gaae igjen.
Bestandig den samme Scene:
Han hamrer og hærder og stiller hen
De blanke Vaaben til Slægtens Mænd,
Ustandset, utrættet, alene.
En Medhjælp blev der ham ei forundt,
Ingen støtter ham i hans Dont,
Selv maa han Bælgene drage;
Selv maa han slide og selv maa han slaa,
At Mændene ei uden Vaaben skal staa
I Kampens de kommende Dage. —
Men kommer da Kampen? og veed han det vist? —
Han smiler, og tører sin Pande,
Og kigger mod Essens glødende Rist,
Og tager en Slurk af sin Kande.
Og nynner sin Vise, sit Smedekvad,
Og stryger i Tanker langs Bilens Blad
Med Neglene sorte og slemme,
Og spreder de knudrede Fødder ad,
Og synger med løftet Stemme:
Der komme skal
En Dag til Fald
For Nogle, for Andre til Reisning,
Da gjælder det
At staa paa sin Ret
Og stole paa Sværdenes Sveisning;
Da springer jeg ud af mit sodede Bur,
Og da skal jeg prøve, om Vaabnene du’r;
Og duer mit Arbeid’ ikke:
Se saa er jeg den, som staar først for Tur
Til fældet paa Valen at ligge.