Nu fløiter Finken og Droslen slaar,
Og Jorden damper af Grøde,
Og Landsbypigen til Grændsen gaar,
Sin Kjærest, Husaren, at møde.
»Ak hvor dog den Vinter var lang og trist;
Jeg gik som i Dvale bedøvet,
Og Fuglen den hang med Næbet paa Kvist,
Og vi begge var lige bedrøvet.«
»Naar Rygterne mældte om Slag og Saar,
Saa græd jeg mig Øinene røde,
Og gjerne jeg bytted med Fuglen Kaar,
Skjøndt Stakkelen peb efter Føde.«
»Jeg tænkte: Du har dog Din Hjertensven,
Og kan Dig ved ham forlyste;
Men faar jeg ei see min Husar igen,
Hvem skal da i Verden mig trøste?«
»Ja Vintren var dog saa lang og haard,
Jeg sørged mig næsten tildøde;
Men nu har de Orlov, og nu er det Vaar,
Og nu skal Husaren jeg møde.«
»Jeg seer ham for mig i Tankerne alt
Med brune og blussende Kinder,
Livagtig jeg seer ham den lange Gestalt,
Hans Øine som Solsikker skinner.«
»Med Haanden i Siden, saa rank som et Træ,
Han rider herind over Grændsen,
Og Hesten pruster og kaster sit Knæ
Høit op imod Mulen og Trensen.«
»Jeg dukker mig ned bag den knoppede Hæk,
Herfra skal jeg ham overraske,
Jeg seer ham saa tydelig, Træk for Træk,
Dolmanen, og Sabel, og Taske.«
»Lidt mager; aaja, — men det bøder vi paa.
Hans Knebelsbart er dog den samme,
Chakoen den sidder som før paaskraa,
Og hans Klæder de slutter saa stramme.«
»Jeg føler mit Hjerte saa hæftigt slaa,
Jeg løber, jeg tør ikke bie; —
For alle de tusinde Kys han skal faa!
Og for alle — nei tys, lad mig tie!«
»Jeg veed hverken ud eller ind med mig mer.
Det dufter af Høslet og Sommer,
Og Svalerne synge og Lærken leer;
Husaren, Husaren han kommer!« —
Og ovre ved Skoven, som høitidsklædt staar
Til Bryllupsfart lige paa Springet,
Hvor Landeveisstrimlen en Krumning slaar
Og taber sig atter i Svinget;
Dér hopper en hvid Række Støvskyer hen,
Og bliver saa atter borte.
En halv Snes Minuter, saa sees de igjen,
Men nu er de tunge og sorte.
Det snubler, det slæber, det aser sig frem,
Det stønner, det bander og sukker,
Og Hestene luder med skamgnavet Rem,
Og Mændene nikker og dukker.
Først Ryttere; klædt som i Aske og Sæk,
Med Skam og med Skarn overstænket;
Saa Fodfolk; med stive og stirrende Træk
Som Glutten, hvem Knøsen har krænket.
Og bagerst der rumler et Kjøretøi hen;
Saa tungt gjennem Støvet det skurer.
Hvor Hjulet har dreiet, dér bliver igjen
Langs Sporet to sivende Furer. —
Saa drager de Grændsepæl-Linien forbi.
En standser, og peger med Kolben:
»Her var, Musketerer, nok Fjenden før vi!
Der ligger ... see hist, under Stolpen ...!«