Det var udenfor Wittenbergs ærværdige By,
Der samledes en Skare i Decembermorgnens Gry,
Der samledes en Skare om Baalets røde Flamme,
Ordets Folk og Sværdets Folk og Lægfolk med det samme;
Bøddelens stærke Svende lagde Veddet tilrette,
De graadige Flammer skulde æde sig mætte;
Da knittred det og lyste, og Røgen foer mod Himlen,
Og folded sine Skyer som en Fane over Vrimlen.
Hvor er den blege Synder, som sukker og stønner?
Der lyder jo ingen Mumlen, der høres ingen Bønner.
Hvor er den arge Kjætter, hvis forbryderiske Lemmer
Skal, flammebrændte, slippes gjennem Skjærsildens Tremmer?
Hvor er de stramme Strikker og Kullene og Tængerne
Og Køllerne og Knivene, Benbruddene og Flængerne,
Hvor, hvor er Rædselstegnene paa Mildhedens Lære?
Har Bøddelens stærke Svende glemt hvad de skulde bære?
Hvi staar de der og skulker ved Brændebaalets Gløder? —
Ei Kjætterbrad, ei Stegespid det spændte Øie møder.
See, Skaren gaar tilside. Nu staar en Mand alene.
Han strammes ei af Strikker, ham snæres ingen Sene,
Den mørke Klædeskutte er frie Lemmers Bolig,
Bred er han over Brystet, han staar saa fast og rolig.
Han træder frem til Baalet. Der er saa tyst og stille,
Man hører hvordan Luerne med hvasse Tunger spille.
Saa taler han; kun kort. Og saa griber han i Barmen
Og drager frem — hvad er det? — og hvorfor denne Larmen? —
Et Pergament! — Det aabnes; — nu sænker han Armen,
Og Seglene i Silkebaand de smelte ned i Varmen.
Saa blusser det. En Jubel som Tordnen høres rulle:
»Nu brændte Martin Luther den pavelige Bulle.«
Og Røgen slaar mod Himlen. Og lystigt Baalet flammer.
Der ligger altsaa Lynet, som saa frygteligt rammer,
Der ligger den Stærkes Vaaben og svider hen i Emmer,
Der ligger den lamme Høire af de pavelige Lemmer,
Der ligger det, som kridtede de Store om Kinden;
Nu hvirvles det som Aske for Veiret hen og Vinden,
Og fri staar Lynets Hersker, den stærke Martin Luther,
En Mand af Jern og Ild mellem Harnisker og Kutter. —
* * *
Det var udenfor Wittenbergs ærværdige By,
Der samledes en Skare i Decembermorgnens Gry.
Frostklar og renset laa Luften om Staden;
Saa drog den’store Skare tilbage gjennem Gaden.
Ingen Procession med Messehagl og Røgelse,
Ingen Spilleværker til pavelig Fornøielse;
Rolig og sluttet; de vidste hvad de vilde,
Ingen Tiggersmuler fra det romerske Gilde;
Ledebaand og Krykker var Intet for de Stærke;
Væbnet var Skaren, det skulde snart man mærke,
Rustet til Kampen, med Klarhed paa Sagen.
— Morgenen svandt. Men lydt i Vinterdagen
Tonede Klokkerne fra Wittenbergs Taarne,
Og Tonerne svang sig, paa Frostluften baarne,
Og strøg med friske Pust over Sydens høie Fjelde,
Og ringede for Øret af den pavelige Vælde,
Og bragte med en Kulde deroppe fra Norden,
Og faldt i Øst og Vest som en Rimfrost til Jorden.
Da spired Kuldens Kjæmper. Høiere klang Tonen.
Stormklokker ringed. — Det var Reformationen.