1.
Vi lader Baaden skrive med sit Ror
Et Navn, som løber ud i sære Bugter,
Vi lader Stevnen hugge jevnt sig frem
Mens Bougens Skumstænk Essingplanken fugter
Vi lader Modet som en vinget Fugl
Fremskynde Farten forud med sin Vinken,
Vi lader Frygten som en blytung Sky
Tilbage mellem Revl og Krat paa Brinken.
Vidunderlige friske Morgenvæld,
Som strømmer ud fra Himlens vide Sluser,
Mens Havets Grændser flygte for vort Syn
Og Bølgens Sange om vort Øre bruser, —
Du er en Daab, som Slægten trænger til
Før den kan blive Frygten kvit og Sorgen,
Du er en Øieblikkets Evighed
Med Minder, evige, fra Danmarks Morgen.
Naar Middag kommer med den hede Sol
Og stirrer paa os med sit Hvidgløds-Øie,
Saa sløves Blikket, Hjertet lukkes til,
Vi gisper i den tykke Klædestrøie,
Og slænger os paa Dækket ned ilæ,
Hvor Skyggen fra det hvide Seildug spiller,
Og gaber, nikker, dysses hen isøvn
Af Bølgens Smaakluk, Skivgatfløitens Triller.
Men endnu er det Morgen. Dagens Sol
Bag Kimingbankens Værn sit Øie skjuler,
Vort Syn er ikke skræmt, vort Øre klart
Fornemmer Drøn fra Klintekystens Huler;
Fra Stevns, fra Mandehovedhuggens Klint
Tilbagekastes Drøn som af Kanoner.
Nu, lad os bruge da vort skarpe Syn,
Og lytte efter Kjøgebugtens Toner!
Det bruser, skummer fremad over Sø,
Som var det Fugle, baskende med Vingen,
Som var det Dyr, hvem Dybets Sagn gav Liv,
Havheste, snøftende med Skum for Bringen;
Det skinner kridhvidt mellem Luft og Hav:
Er Klintens Klipper flyttet ud i Vandet? —
Nei, Klinten staar; men let som Fugl og Hest
To stolte Flaader styre ind mod Landet.
De kaade Vindstød kysser Seilets Barm,
De elsker disse smidigtslanke Skjønne,
Som byder frem sig til et Favnetag
Saa hedt som det en Elskers Hu kan lønne;
Den neier sig til Dands, den skjønne Flok, —
Saa falder der et Skud, og Legen ender;
Den Dands, som føres op, er Krigens Dands,
Og Flokken: Orlogsmænd, som viser Tænder!
Det buldrer, brager, tordner over Sø,
Og Luftens Vindstød, sittrende og bange,
Tilbageskræmmes fra sin Elskovsfærd
Og flygter ræd for Flammens Striber lange;
Kanonen brøler lydt sit: Varsko dér!
De tunge Kugler flyve let som Boldte
Og bringe Hilsen mellem Mand og Mand,
Uænsende det Budskab, som de voldte.
Og Røgen vælter, spreder, samler sig;
Som Sørgetæpper alvorstungt den hænger,
Hvad eller rives over, deles ud
Som Stridsstandarter, pjaltede, i Flænger;
Igjennem Røgen blinker Farver frem:
Hvor Ven og Fjende er, fortæller Flaget,
Fortæller hvordan Juel og Horn nu slaas,
Fortæller Stridens Gang i Julislaget. —
2.
Sagtelig vugger vor Dæksbaad sig frem,
Rortappen knirker og hyler.
Sei Du dernede bag Dækslugens Lem:
Hører Du Bølgens Daktyler? —
Nei, han har Øre for anden Musik,
Det dundrer og dundrer derude, —
Saae Du det Lag, som Victoria fik?
Der røg Svenska Leyonets Klude!
Cesar han slaas for sit Liv som en Helt,
Men »Churprindsen« holder ham Stangen;
Seer Du Signalflaget? nu blev der mældt,
At Cæsar er slagen og fangen!
Mars bukker under for Løvernes Tand,
»Tre Løver« har Tænder, som svie;
Flygande Wargen maa flygte iland,
Et Hurra for »Anna Sofie«!
Draken er flænget og Calmar er brændt.
Det lyser med flammende Ringe;
Det er Saturnus; han selv har sig tændt,
Og snart vil i Stumper han springe. —
Tappert de holdt sig, og tappert de slog,
Det maa i Sandhed dem lades;
Dybet dog til sig med Vælde dem drog:
Selv Jupiter vandred til Hades!
Røgen den sorte og Røgen deri graa
Vælter i Virvar sig sammen,
Dunster og Dampe og Lynene slaa
Parrede ud gjennem Flammen.
Mærk Dig i Midten det hedeste Punkt;
Dér vil Bekjendte Du finde!
»Christianus Qvintus«, han trækker saa tungt
Veiret i Varmen derinde.
Luften er Lue og Blæsten er Brand,
Søvandet sydende Bobler;
Bringe mod Bringe og Mand imod Mand,
Kjæmpe til Kjæmpe sig kobler.
Ingen kan sige, hvem Seiren vil naae,
Skyer paa Skyer sig høine;
Hvem skal vel trække det korteste Straa,
Hvem kaste de høieste Øine? —
Røgen taer Flugten. Hvem flygter med den
Over de skummende Bølger? —
Klar dér ved Skjødet! Hvad mener Du, Ven,
Om vi de Flygtende følger? —
Flagrende ud for det flygtende Jag
Stritter den blaagule Stribe;
Forrest er Fjenden og Seiren er bag! —
Hurra, saa skal Luven vi knibe!
3.
Vor Baad er rap; hal Skjødet an!
Mod Østen Kurs er sat.
Didude flammer op en Brand
Imod den dybe Nat;
Imod den dybe Nat et Skær
Belyser Masteskovens Træer
Og viser Flagets Toner;
Du røde Dug! Saa er vi dér,
Hvor Seirens Genius troner.
Endnu en Kamp, den sidste Kamp;
Og Fjendens Kraft er brudt.
Det sidste Skuds brandrøde Damp
Er Seirens Festsalut;
En Festsalut, en Seierssang,
Som tordner ud med myndig Klang
Et lydeligt: Hold inde!
Og sender saa sin Kompliment
Den slagne, tappre Fjende.
Paa Linieskibets høie Hyt,
Hvor Admiralen staar,
Dér skingrer nu Trompeten lydt
Og rundt Pokalen gaar;
Man tømmer ud med tørstig Mund
Hver Draabe til den blanke Bund,
Og lytter saa til Talen;
Den klinger fyndig, kort og sund
Fra ham, fra Admiralen:
»... Ja, gjæve Mænd! I mindes at
Igaar ved denne Tid,
I Herrens lyse Sommernat,
Vi stirred søvnløs did;
Vor Hvile Fjenden fra os tog,
Vor tause Bøn til Herren drog,
Om gunstig Gang i Legen.
Nu: Herrens Haand for Flaaden slog,
Og — Natten er vor egen!« ...
Og Vinden rummer; Skjødets Barm
Staar hvælvet, fuld og rund;
Og efter Kampens vilde Larm
Er fulgt en Taushedsstund;
En Taushedsstund; vor Mund er lukt
Vi følger Aftenbrisens Flugt
Henover Havets Vover,
Hvor Bølgekoret luller smukt
For Dødens Tang-Alkover.
De sank, — som Solen synker ned
I Havets Moderfavn,
Men Kjøgebugtens aabne Rhed
Er døbt med deres Navn;
De efterlod et Navn, som vidt
Skal spørges, og skal nævnes tidt,
Og farve Sømænds Kinder
Med Aftensolens Kolorit,
Med Glands af Stortids Minder.