Med Pres af Seil, for Dronningvind,
Som kjørtes den af Heste,
En dansk Fregat ved Downs løb ind;
Den vilde Strædet gjæste.
Og Freia var Fregattens Navn;
Det førte hun med Ære.
Og hun var gjort fra Speil til Stavn
Just som hun skulde være.
Hun pyntet var fra Dæk til Fløi
Med lutter gode Klude,
Og førte med sig i Konvoi
En Flaade agterude.
Og Chefen kigged ind mod Land
Fra Skandsens høie Trappe,
Og Chefen var en Hædersmand,
Og han hed Peter Krabbe.
»Nu blier der Løier, skal man see,
Nu gjør vist Britten Knuder;
Jeg tæller en og to og tre
Opbraste Orlogsskuder.«
»Ja der er hele sex saagar,
Og alle viser Tænder; —
Nu, klar ved Skuddet, Gutter klar;
Og viis, at vi dem kjender.«
»Vort Flag er Borgen for, at her
Er ingen Kontrabande;
Og den, som gaar vort Flag for nær,
Han faar en blodig Pande.« —
Og Skuddet gik, og Røgen foer,
Og Kuglen hørtes pibe;
Da blev der pebet »Klar« ombord
I hvert af Brittens Skibe.
Og Lag mod Lag blev vexlet hvor
Kanoner kunde bære,
Og Freia talte stolte Ord
For Flagets gamle Ære.
Og Freia holdt ei op at slaa
Saalænge Evnen rækked;
Først da hun synkefærdig laa
Gik Flaget ned paa Dækket.
Saa førtes hun som Vrag iland
Med Huller gjennem Kroppen,
Da heiste Fjenden høit paastand
Det danske Flag i Toppen;
Og svoer en Ed, en britisk Ed
Ved de latinske Guder:
»Vi glemmer ei, at »Freia« stred
Mod sex af Englands Skuder.«