Der drev en Person paa Strandbredden op,
Vi saae ham, han laa med Næbet iveiret;
Et dødblegt Ansigt, og om hans Krop
En Seildugskavai, som var tjæret.
I Havbrynet laa han, paa Skjellets Rand;
Jorden og Havet stredes om Fundet;
Hver vilde have den fremmede Mand,
Hvis Timeglas her var udrundet:
Jeg tager Dig, Søn, lød Havets Røst,
I moderlig Favn med luilende Sange,
Jeg giver Dig Vuggens den gyngende Trøst,
Som alt jeg har skjænket saa Mange!
Jeg reder Dig Seng, var Jordens Svar,
En sikker Seng i min stille Bolig,
Længe nok skvulpet omkring Du har,
Du trænger til Hvilen rolig!
Og Vinden kom susende Stedet forbi,
Og vendte i Farten, og standsed ved Manden,
Og blæste sin gamle Choralmelodi, —
Den kunde nu ingen anden.
Og Rylen saae til med bedrøveligt Blik;
Og Maagen kom svingende inde fra Klitten,
Den vilde og synge, men Stemmen slog Klik,
Og Sangen gik over paa Midten.
Og Revlstryger, Villing og Kuller og Torsk
Og Haier og Rokker skjød op fra Bunden,
Og Flynderen vrikked sig fremad dorsk,
Og Havtasken gabed med Munden.
De vilde nok smage det fremmede Dyr,
Som laae der og vakte dem Appetiten;
Saa bar vi forsigtigt den stakkels Fyr
Fra Strandbredden høit op i Klitten.
Og grov ham en Grav i det flyvende Sand
Saa dyb som vor Skovl og vor Hakke formaa’de;
Der laa nu fortøiet den fremmede Mand,
Og vi — havde Øinene vaade.
Vi tænkte saa smaat — ja jeg nægter det ei —
Paa Livet kan Ingen i Længden lide;
Hvornaar man selv skal gaa samme Vei,
See det kan en Sømand ei vide!
Men hvad; — vil man tænke formeget paa sligt,
Saa kunde man græde hver Time paa Dagen.
Nei, Taaren af Øiet, og ud til sin Pligt:
At glemme sin Død det er Sagen!