Kjære Kristine, jeg skriver Dig til
Forat sende Dig Ringen tilbage;
Skjænd nu kuns paa mig saameget Du vil,
Dine Skjænd skal taalmodigt jeg tage;
Vidste jeg ei, at det var til vort Vel,
Tro mig, jeg slog mig da heller ihjel,
Heller, ja heller jeg døde
End at volde Fortræd Dig, Du Søde.
Kjære Kristine, jeg vaagned inat,
Og jeg tror saagu’ næsten jeg tuded;
Drømmene havde saa haardt i mig fat
Og saa selsomme Ting de bebuded;
Langt ind i Fremtiden kunde jeg see:
Du var min Kone, og snart var vi Tre,
Og førend lang Tid var gaaet
Var vi opover Sextallet naaet.
Kjære Kristine, Du kan vel forstaa
At de Rollinger skulde ha’ Føde;
Dage og Nætter saa klemte jeg paa,
Ja jeg slæbte mig næsten tildøde;
Lønnen var ringe og Arbeidet svært,
Talte Du til mig, saa svared jeg tvært;
Tænk Dig, Kristine, vi skændtes!
Har Du troet at sligt kunde hændes?
Kjære Kristine, min Ryg den blev krum,
Og Humeuret var længst gaaet fløiten;
Værksted og Bolig i selvsamme Rum,
Og saa Flytning — bestandig i Høiden;
Sluttelig standsed vi da paa en Kvist,
Dér var vi nær ved Guds Himmel — javist —;
Men vi var nærmere Grændsen
Af Laanetøi til »Assistensen«.
Kjære Kristine, see her er Din Ring;
Man skal agte paa Vink, selv i Drømme.
Om der er Sandhed i disse her’ Ting,
Som jeg skrev, det maa selv Du bedømme;
Tænk Dig kuns om: Du er rund nu og frisk
Glad over Livet og let som en Fisk,
Du er en Knop, paa min Ære!
Men hvorlænge? — betænk det, Du Kjære.
Kjære Kristine, lad heller os strax
Sige Stop medens Legen er lystig;
Der er vel Folk af den barkede Slags,
Som kan slide og dog være trøstig,
Der er vel Folk af den taalsomme Art, —
Men, jeg maa leve og leve med Fart,
Synge saa Værkstedet runger,
Og ei sulte med Mutter og Unger.
Kjære Kristine, jeg bliver Dig tro
Til engang jeg begiver mig mødig
Ind i den evige Fyraftens Ro,
Som en Haandværker nok kan ha’ nødig.
Lad os kun skilles og gaa hver sin Vei,
Hjertet, det bliver dog immer hos Dig,
Derpaa kan Du være sikker
Saasandt som Din Ven han er Snedker.