Fra ganske Lille har man mig fortalt
Om denne Skjæbne; — jeg fik aldrig seet den,
Men da den stadig Skylden fik for Alt,
Og navnlig Skylden hvergang det gik galt,
Saa sa’e jeg: Op, mintro, Du maa ha’ ledt den!
Jeg voxed ud, og kom fra Hjemmet bort;
Jeg søgte Skjæbnen rundt i alle Länder,
Jeg fik mig Arbeid, dagvis, paa Akkord,
Og stundom gik det glat og stundom haardt:
Men Skjæbnen slap mig stadigvæk af Hænder.
De talte Alle om den; men saa tidt
Jeg spurgte nærmere, saa lo de a’ mig.
Naa, tænkte jeg: Du kommer lige vidt
Med denne Søgen efter Skjæbnen; skidt!
Det gier sig vel omsider! Og det ga’ sig.
Jeg kom til Skjelsaar; jeg blev zünftig Svend;
Det var forbi med Sulten og med Tampen;
Jeg tjente Syle, jeg fik Ven paa Ven,
Saa kom min Navnedag: vi feired den
Paa Kroen med en lille en paa Lampen.
Vi skiltes; og jeg gik alene hjem,
Jeg havde kun til Selskab Perialen;
Paa Veien var en Bro, og den var slem;
Da ei jeg kunde finde ligefrem,
Saa gik jeg, bums! til Siden, i Kanalen.
Jeg laa i Vandet, plasked om en Tid,
Og misted baade Uhr og Pung og Hue;
Saa kom der endelig Konstabler hid,
De fik mig trukket op med meget Slid,
Og jeg blev indlagt paa en Sygestue.
Der grunded jeg nu — Tiden blev mig seig —
Paa dette her med Skjæbnen og med Vandet:
»Foruden Perial: den lige Vei,
»Og Du var falden i Kanalen ei!« —
»Ja«, raabte jeg; »det kan ei være andet!«
»Du selv er Skjæbnen! saadan er det fat!
»Nu har jeg det; tilgavns jeg Sagen kjender!
»Kom nu kuns Godtfolk og fortæl mig at
»Der ingen Skjæbne er! Fra denne Nat
»Har jeg jo faaet Troen selv i Hænder!« —
Og da jeg Lov fra Sygestuen fik
Og kom i Arbeid atter, saae jeg immer,
At det med Skjæbnen passed paa en Prik
Saaofte det forkert i Valsen gik
Med dumme Streger og med Fruentimmer.
Min Skjæbne var jeg selv; det saae jeg klart.
Hvergang jeg svigted, vendte den mig Ryggen,
Men var jeg driftig, dreied den sig snart
Og Alting gik galant og i en Fart,
Og der var hverken Klemsel eller Trykken.
Og jeg og Skjæbnen gik i Kompagni.
Hver Aften saae vi efter i Status’en,
Og hvergang der var kommen Huller i
Balancen, sa’e jeg: Maa jeg være fri!
Og gav saa Skjæbnen en i Sinkadusen.