Fordi din Ryg er daarlig, Ven,
dit Hjærte brudt itu,
fordi maaske dit Liv er spildt,
saa kan dog andres du’!
Fordi Du ser en vissen Høst
bestandig ved vor egen Kyst
med dine kolde Blikke —
saa mangler dog en vaargrøn Lyst
ved anden Strandbred ikke.
Derfor det Raad: Sejl bort, min Ven,
ifald Du fryser her;
søg bedre Zoners bedre Lyst
at lægge mere nær!
Dog nej, saa mangled Du just det,
som gjør Dig denne stakkels Plet
forønsket fremfor alle —
den Vrantnes Lyst og delvis’ Ret
til at slaa ud sin Galde.
Vi rækker hjemmebrygt, min Ven,
Dig Krusets Æblemost;
hver Landsens Skik har Landets Lov
og saa har denne just:
Du kan ha’ bedre Varer smagt,
Du kan din Dadel, din Foragt
paa Kender-Grunde støtte —
men har Du først paa Drikken smagt,
Du bør ej deri spytte!