Jeg vilde saa gerne vide,
hvad Livet inderst i Kærnen bær’;
jeg gik til en uænset Side,
fjærnt fra den stimende Hær.
Forbi mig drog de med lydende Raab,
Hob efter Hob,
med Førere, Vaaben og Mærker;
Føreren syned dem, Taleren ildned dem,
alle Ting ægged dem, ingen Ting mildned dem,
signet de blev af Troldmænd,
Lægmænd, Læger og Klerker.
Jeg knæled paa Græssets Hynder,
mit Øje søgte med Angst mod Jord:
jeg var som en domfældt Synder,
hvis Liv paa et Vink beror.
Men hvad og hvorledes? Jeg bad, besvor: —
Ord efter Ord
fra Vejen hen over mig larmed;
da saa’ jeg en Rede, hvor Markskjellet skraaned,
et Agerhøns-Boelsted, af Plovklingen skaanet,
en Moder jeg saa’, som mod Kulden
sit Kuld under Vingerne varmed.
Jeg følte, med duggede Blikke,
hvad Livet inderst i Kærnen bær’.
Jeg saa’ det — jeg hørte det ikke
hist fra den stimende Hær.