Se os, her ligger vi, jordløse, smaa;
Konge-Vejs Kusken paa Hestene skynder —
Vandrer! ifald Du vil Livet forstaa:
lyt til de Sange, som Hytterne nynner!
Her blev vi kastet, paa bedste Beskub,
langsmed den Aare, som Byerne nærer;
intet vi ejer: med Rub og med Stub
slugt har os Byen, som Alting fortærer.
Intet? — Jo nok: gennem Slægterne hen
arved vi Pligten til Smaafolk at være,
arved, med Trykket paa Nakken, igen
Retten og Evnen til Byrden at bære.
Retten har kroget vor Ryg imod Jord:
da fik vi Øje paa Ormen dernede,
saa’ hvor den krøb i sit lerede Spor,
saa’ hvor den sanked taalmodig til Rede.
Og som en Lærdom vi drog af det Dyb,
Svælget, som os og den biindfødte skiller,
Livet, som os fra det uselig’ Kryb
milevidt højt — og i Solskinnet — stiller.
Mødte vi siden, med Knald og med Larm,
Konge-Vejs Herren, der aged til Hove,
da skød vi Huen paastand under Arm, —
Herren var naadig, det maatte vi love.
Forrider-Svøben, den traf os jo nok,
Spandet fo’r frem under Prusten og Snøften:
men vi fik Tid, over Sten, over Stok,
at retirere vort Liv ned i Grøften.
Skete det da, som vi krumbøjet stod
gennem de lange, de solhede Dage,
grøftende Marken, at Fod kun for Fod
Herskabs-Karossen kom støvet tilbage:
Løberen var der — men Løberen gik,
Kusken holdt Pisken — men borte var Skraldet;
foroverbøjet, med Tab i sit Blik,
Herren derinde — i Unaade faldet.
Hytternes Herre — som vi kun en Træl —
hvortil den Jagen og Vrinsken og Snøften?
er Du, som Ormen, til Livet i Gæld:
hvorfor, Hr. Orm, køre Godtfolk i Grøften?
Vandrer! her huser vi, jordløse, smaa;
Tiden er rullet med Støvbølger over
Konge-Vejs Banen, den langstrakte graa —
Slægtled paa Slægtled langs Vejgrøften sover.
Hyttefolk er vi. Der spired, en Vaar,
Frihed paa Markerne; Sæden staar frodig —
Frihed for den, som har Fæhold og Gaard:
Hyttefolk er vi, vi venter taalmodig.
Hører du, Vandrer, en Afregningsdag
Larm over Gærdet, med Eder og Banden,
Kærlingejammer og Mandfolkeslag?
ja, det er os, som er hjemsøgt af Fanden.
Brændevinsdjævlen, det skabede Dyr,
er os fra Kroen i Kroppene faret:
ingen kan holde paa Voldsmanden Styr.
Vandrer, dér har Du paa Ufreden Svaret.
Dog, Du bør vise Retfærdighed os:
Hytten af Hundredaarstrykket fortæres,
men for hver en, hvor om Flasken man slaas,
finder du fem, hvori Arbejdet æres.
Vend Dig ej straks og gaa bort til din By.
Fremtiden gror selv paa jordløse Steder;
Sønnerne vore vil synge paany
Sangen om Fædrenehytternes Hæder.
Sønnerne findes blandt Dommer og Præst,
Kunstner og Forsker, hvor Aandslyset skinner —
Friheden tog dem fra Vejmandens Læst,
Aanden paa Konge-Vejs Banen dem finder.
Dér, hvor den Junker med Firspandet jog,
styrer en Kunstner sin Gang mod den gamle
Hytte, hvor Fa’r fra sin Kakkelovnskrog
ivrigt mod Dørklinken søger at famle.
Se, hvilket Møde! Vor Mo’r er i Graad,
næppe for Glæde kan Sønnen hun kende,
Søsteren bruger sin Naal og sin Traad,
Kinden i Solglød, ved Vinduet henne.
Foraarets Blæst over Gavlvæggen gaar,
hitter en Sprække, hvori den kan tude,
mens i Koncerten som Medhjælp den faar i
Graaspurve-Koret i Hækken derude.
Se os, her ligger vi, jordløse, smaa;
i Konge-Vejs Kusken paa Hestene skynder —
Vandrer! ifald Du vil Livet forstaa:
lyt til de Sange, som Hytterne nynner!