I.
Jeg giver hundred Nætters Elskovsrus
for én Dag tilbragt ved et køligt Krus
fra Kilden, som bag Havegærdet risler.
At omgaas Slanger, er en farlig Sport:
Du vender uforvarende Dig bort —
og Slangen stikker, mens den kælent hvislen.
Jeg giver alle »Slangers« Gift og Sødme
for ved et Barneblik at kunne rødme;
jeg giver alle Laurbærkranses Duft
for at indaande Markens Muldjordsluft.
Af Byen elsker mest jeg Forstadsmuren:
Kunst er min Glæde, men min Gud Naturen.
Og over al Berømmelse og Ære
jeg sætter det, som Barn blandt Børn at være„
at løsne med dem helt for Glædens Sluse,
at tegne dem paa Tavlen Mænd og Huse
og sætte Krans paa Tag med et: Hurra! —
den Bifaldsjubel, som mig møder da,
den kan, som Muldjordsduft, min’ Sjæl beruse.
II.
Træd frem, I Dage, med Feber, med Hede,
med overnaturligt skærpede Blikke,
med Attraas Jubel og Attraas Lede:
træd frem, I Dagel — jeg kender Jer ikke.
Jeg lænker Jer sammen med hine Nætter,
hvis Dug gør Maanen paa Himlen drukken,
hvis Rus var Bærme, hvis Bærme pletter,
hvis Røgelse-Kar blev Lig-Højs Krukken.
Der er ej Nogen, ej stor eller liden,
som ej har ofret til det Abnorme;
men hvorfor klage, naar vi dog siden
til Havnen søgte for Hvirvelstorme? —
Ak, det Abnormel Ved Modens Love
i Havnen netop man kærligt røgter det.
Saa vil vi mod det i Kamp os vove:
Min Sjæl! vi kender det — og vi frygter det.