Sig, tænkte Du tidt ej at træde,
træt af den Verden, der saared din Fod,
ind i et fredlyst Kloster
og gøre for Livet Bod?
Du tænkte dog ej paa Tonsuren
ørkesløs stod ej din Hu til at staa
kronraget, stum i din Celle
og lade Dagene gaa.
Du tænkte vel nok at synge
Sangen for Naadens velsignede Vin,
Sangen om Verdens Forsoning —
men ikke paa Munke-Latin.
Du tænkte vel selv at øge
Brødrenes Stemmer i stigende Takt,
Koret om Menneskehjærtets
verdensforløsende Magt.
Kanhænde, Du tænkte omsider,
træt af den Verden, som saared din Fod:
Hjærtet er selv et Kloster,
hvori vi for Livet gør Bod!