De bedste Timer; — var det dem, jeg nød,
da frem min Knop til Blomster-Glæde brød,
da første Gang jeg Skaberfryden følte?
Nej, nej; det var ej dem. En Angest kølte
den hede Fødsels Fryd: Is i min Rus!
Thi lig en Nattebrises Dødvindssus
Hovmod og Trods om Blomstens Bæger spøged:
i samme Nu var Blad og Stængel krøget,
min Blomst var brudt,
min Knop var død,
en Snevold over Kunstnervaaren føget.
De bedste Timer har jeg levet sammen
med Dig, almægtige Natur!
Himlen var Maleriet, Jorden Rammen,
jeg selv et lidet Straa, der brudt itu
sank ned, svandt bort i samme Nu,
og hverken Hovmod eller Klage,
nej, kun en Taare, Duggens, blev tilbage
mit Hjærtes Graad,
min Livsens Dug,
Erindrings Taaren over skyldfri Dage.