I.
Moral — Moral? Lad Lidenskaben hæve
sin Fakkel højt i nøgen, marvfuld Arm:
vort Folk er sundt endnu og vil ej kræve,
at se Gudinden for et Knæfald bæve
med Sitren som i Gammel Jomfrus Barm.
End staar hun i vor Phidias’ Mausolé,
end tør ej Nogen raabe Ak og Ve,
naar Helge kryster Bølgens Havfru-Skulder,
— men bort med denne franske Kanapé,
hvor i en Peignoir man faar at se
Fru Flane, som har lært sig til at le,
mens Fruens Finger rosenrøde Breve
sødt smilende til Papillotter ruller.
Det Nøgne hævder sig Antikens Ret.
Det er det Halvafklædte kun, som skræmmer;
vor unge Pige rødmer ikke let
— om hun er kysk — ved Jasons Heltelemmer;
og hvem forarges ved en Kvindes Barm,
som under Dansen bølger, fuld og varm,
fri for den Tvang, som Aandedrættet hæmmer?
Lidt mer og mindre Kunstner er vi alle;
for Kvinden, som Model, har vi Respekt
om og det sidste Slør hun lader falde;
og lægges paa »Evropas Mode« Vægt,
og ser en Dag vi hende frit at svømme
og kløve, snehvid, Havets klare Bølge —
hvem kommer da med Dydens Pisk og Tømme
og tvinger os vort Blik bag Haand at dølge?
Kun »Dyret« trænger til en Dyre-Tæmmer.
Et Renheds Indblik i vor fri Natur
ej nogen Mand, saa lidt som Kvinde skæmmer,
men kun det stjaalne Blik bag Skærmets Tremmer,
der skulde sikre Badehusets Bur.
Dog, hvad der væbner snart »Moralens« Vagt
— og væbner den med Grund — det er den Smitte,
som over Grænsen ind os bliver bragt,
som, uden blot det allermindste bitte
Forsøg paa Lidenskabens Procedur,
blaseret, blodløs, marvløs træder frem
med Paastand om at finde sig et Hjem
i hvert et Hus, der regnes vil paa Moden —
som overalt, hvor Rucher dækker Foden
og Knipling Halsen, sender lystne Blikke,
der intet ytrer højt, men høres tigge,
hæst hviskende til Silkeslæbets Takt,
om gunstig Foretræde — denne Magt,
der lumsk som Snogen ser sit Snit at stikke
fra Baghold, og som véd, at kun en Rift
er nok til at befordre Biddets Gift;
en Magt, der ej bekender, hvad den vil,
der aldrig sætter ridderlig paa Spil
sin Ære for en Skønheds Gunst at vinde,
der aldrig »trodser Verden« for en Kvinde,
fordi det ej er denne ene, hende,
som værdig en saa vovet Dyst den agter;
der, naar hun falder, hende koldt foragter,
der trækker Munden skævt helt ind paa Kinden
og siger — adspredt halvt, som sligt man siger —:
Det er ej Dig, jeg vil — men alle! — »Kvinden«!
For denne Magt, som sleben, aaleglat
paa Scenen og i Bøger rundt sig sniger,
som snart behersker helt Konversationen
og sætter »Prisen« og bestemmer »Tonen« —
for denne Magt vi faar ej Stopper sat
ved en Censur — naar gavned vel Censuren?
Mod denne Magt vi bør os alle samle,
men kun én Tilflugt gælder — kun den gamle:
Tilflugt til Sundhed, Tilflugt til Naturen.
Og skal vi træde til den unge Slægt
med Ord til Forsvarsvaaben, der har Vægt,
saa vil vi sige: Lev og lid og lær!
Brug eders Lemmer, træk kun frit det Vejr,
som Livet pusted ind i eders Lunger;
hold eders Levned frit for Lystens Pletter,
men, griber Lidenskaben eders Sind
med dybe Længsler og med delvis Ret,
saa sæt
som Indsats Hjærtet selv i Spillet ind.
Gør Skridtet ud; — ej Noget Brøden letter,
som naar vort Hjærte håndled frankt og frit.
Der staar en Kamp imellem mit og dit
i Ungdomstiden, hvor Begæret syder
og Blodet vildt mod Kammervæggen slaar:
Held dobbelt den, som Lovens Bogstav lyder!
— held ogsaa den, som faldt med ærligt Saar.
II.
Kast disse Bøger, Dreng, paa Ilden fluks,
og svar mig ej, at de blev anbefalet
af Mænd, som just ej selv har skrevet Juks!
Jeg giver Dig, drakonisk, den Instruks:
Brænd dem, før selv din unge Sjæl de brænder.
M Jeg toer ej, som Pilatus, mine Hænder
og lader med et let, romansk bon-mot
Historien gaa sin Gang, indtil den ender;
thi har man ogsaa før, med gode Venner,
sig taget selv »Moralen« noget let,
naar blot »Artisten« hævdet fik sin Ret,
saa maa man hævde dog, at Plet er Plet; —
brænd disse Bøger, før de selv Dig brænder.
III.
De kalder det en »Skole«. Ja, saamænd! —
Skal vore Drenge sættes dér i Skole?
og skal vi selv, som ønsker ret at sole,
at lufte, lutre, rense vore Drenge —
skal vi nu se dem over Bøger hænge,
der anatomisk sikkert spalter Køn
og Sind og Alder for den Unges Øje
og gør sig den optænkeligste Møje
med at faa »Alting med« — helt ned til Skarnet?
Skal vi bevare Barnet dem i Barnet,
Renhed i Sjæl, i Hjærtet Idealet?
hvad eller gøre dem til Voksne straks,
homines sapientes af den Slags,
hvem Slangen Kundskabsfrugten anbefaled? —
Nej, saa herud med dem til Hospitalet,
Afdelingen, den renommérte fjerdel
Saa heller indenfor det vage Gærde,
der Folk og Fæ paa Bidstrup-Gaard adskiller!
Lad dem med Selvsyns dobbeltslebne Briller
se Drukkenskab, Skørlevned, Hysteri
og hemmelige Synders Brændemærker
som Ophav til og Grund og Aarsag i
Dokumenteringen« i Skolens Værker! —
Saa slaar en Streg vi over Poesi,
saa er det Factums triste, bitre Sprog,
der ryster Hjærtet i hver Kammerkrog
og kalder Pædagoger fjærnt og nær
til Opbud under nye, strenge Faner ...
men rør ej dette sammen i en Bog
og sæt det over »Stilens« Glød i Kog
og byd vor Ungdom det som dens Romaner.
IV.
Lad vore Sønner tage Skovl i Haand,
lad Kvinden kaste bort Korsettets Baand,
saa kan hun endnu blive Bedstemoder;
lad hende række Hest i Stald sit Foder,
lad hende gaa i Køkken og i Boder:
det er den sunde Prosas Poesi.
Vi du’r kun halvt: vi vil, at vore Poder
skal staa Naturen mere nær end vi.
Vi humper ved vor halve Videns Krykker.
Lad vore Sønner kaste Krykken helt:
Den føler Trykket bedst, hvem Skoen trykker,
og vi, som søndret er i hundred Stykker,
vi vil ej se den næste Slægt saa delt;
den hele Viden, det er Idealet,
men for at naa saa vidt, ak, kære Børn,
saa maa I have Sener som en Bjørn.
Bliv sund, bliv stærk, ryd Krattets stive Tjørn,
tærsk, pløj og kærn — og dermed Gud befalet!
V.
Thi hvad vi tror, og hvordan end vi former
det Billed os, hvori vi til er blevet:
naar gennem Skoven Luftens Aande stormer,
naar Havets Bølger ruller over Revet
i Brand og Braad, og dog paa Loves Bud:
saa er det Gud.
Naar Foraars-Kimen løfter Lerets Dække,
naar Spiren aabenbares i den Sprække,
som slaas i Moderjordens skære Hud
— naar alle Blomster, som med Et, begynder
at udbaldyre Kildeskræntens Hynder,
naar Fugle-Orglet søndagsstemt forkynder,
at nu staar Vaaren over Landet Brud:
saa er det Gud.
Naar Sommerskyen over Kornet sejler
og dybt i Søens Blik sit eget spejler,
naar fra det høje, rene Himmelblaa
det var, som om et Øje mod os saa’
og vilde forske vore Tanker ud:
da er det Gud.
Og stiger Høstens Maane stor og rund,
Orakel-Præsten lig fra Templets Grund,
frem for vor Undren i sit Guldmors-Skrud
og naar, mens Vinternattens Mørke ruger
og Frostens Tvivl vort bange Hjærte knuger,
og naar — som nu — for Ovnens aabne Luger
ved Haabets Ild vi holder trøstigt ud —
og naar vor Krøltop, som har leget Skjul
med Søskendkoret, lig en Skovens Fugl
frisk kæder Sangen fra den sidste Jul
til Sangen, som om Sommer bringer Bud —
saa kald Dig Tvivler, kald Dig Troens Mand:
det staar for Hjærte klart, som for Forstand,
at her er Forsyns-Tanken, her er Gud.