Til En —
(Januar 1883.)
(Januar 1883.)
Til En, som for min Ungdoms Tanke stod,
da uklart end jeg Livets Løb begyndte,
da jeg ad Banen hen med Flid mig skyndte,
for ret tilgavns at vise Styrkens Mod,
de spændte Sener, Aarens raske Blod —
til En; hvis Pris jeg anende forkyndte,
da jeg — trods al det Guld, jeg strøed om
fra Fantasiens Kister — i det Skjulte
tidt tænkte mig en fredlyst Helligdom,
hvorfra jeg Skat i ædelt Præg lod mønte —
til En, som holdt ved mig, hvordan det gik,
som paa den vilde Ganger fik sat Skik
ved trygt at lade Linen ud den løbe —-
til En, hvis Gunst sig ikke lader købe,
hvis Hjærte kun ved Hjærtet er at vinde:
til Hende
jeg tidt i Tanker skrevet har en Sang.
Naar jeg i Skumringen, som mangen Gang
jeg har for Skik, vemodig lader glide
mit Blik langs mangen tæt beskrevet Side
i Livets Bog — naar svært det er at finde
den faste Traad, som holder Teksten sammen,
da tænker jeg paa hende.
Jeg aabner Ovnens Dør, og Arneflammen
mildt glødende paa Bogens Sider falder:
da er det, at jeg Hjemmets Aand paakalder.
Den er ej faust-forfærdende den Aand,
jeg strækker mod den frem med Smil min Haand
og, bunden som den er af Jordens Baand,
den synes dog forklaret mod mig skride
frem fra de tænkte Verdners Idealer:
jeg byder Hædersplads den ved min Side;
den lytter, medens for mig selv jeg taler:
Til Hende, som man kan betro sit Liv,
som man betror sit Guld til Bankens Kælder,
som er et helt for sig, ej Enten-Eller,
som, stolt af mig, vil Venner dog mig unde,
ej ruge paa sin Skat, lig Sagnets Drage —
som stedse, sindig, holdt min Haand tilbage,
naar selv hun saa’, at mine Vredesgrunde
var mig uværdige, for smaa og svage,
men som for, hvad der Ret og Sandhed er,
vil sende mig i Kampen, hvor det gælder —
til Hende, hvem ej Døgnets Bagateller
gav unødvendigt, dagligt Hovedbrud,
men som dog regner klogt, betænksomt ud
hvert Livets Krav, som sig paa Tærsklen melder —
som aldrig smigred mig, for selv at raade
husholderisk despotisk i min Stue,
mens bag min Ryg hun spandt de fine Traade,
der skulde vise, hun var Husets Frue —
til Hende, som mig Sjæl med Læbe bød,
som uden Abekærlighed omfatted
med Fryd de Smaa, der skreg paa hendes Skød
og Livets Mælk med Rosenmunde patted —
som ej med Unatur Natur erstatted
og hidsed op sig til en Ild, der matted,
og siden sløv i Vane-Lyst sank hen —
til Hende, som ej bar bag Øret Pen,
som ej af Videns Plukkemad sig brysted,
men som med taktfuldt Skarpsyn tidt fortrøsted
sig til at give Vink og Raad sin Ven —
som var sin Ven en øm og tro Veninde,
mildt dømmende de store Fejl, hun saa’,
og aldrig søgende de Fejl at finde,
som blot hun aned og som kun var smaa —
til Hende, som trods Alt, hvad Tiden røver
af Kraft og Storsyn hendes Ideal,
tro mod hans hane, selv naar den en Gang
blir henslængt støvet paa Depot’ets Sal,
Forglemmelses-Eksilet med ham prøver —
til Hende, som, Gud være lovet, ej
med Skønheds-Æblet krydsede min Vej,
en af sig selv fortæret, kold Gudinde —
til Hende,
skabt, som jeg selv, af Støv og Ler og Vand,
et Menneske, hvis Hjærte og Forstand
parlamentarisk Tidens Kamp udkæmper —
som aldrig Hjærtets Talelyst neddæmper,
naar blot det fremme kan en ædel Sag,
men som vil hejse straks Forstandens Flag
til kæk Opposition, naar Hjærtet svæver
for vidt omkring — til denne sjeldne Kvinde,
til Hende
jeg lovet har at skrive, naar en Gang
det lakker imod Hæld, mod Aftenstunden,
en ærlig Vandrers Tak, en dybtfølt Sang —
Held mig, jeg kan alt skrive: hun er funden.