Mønstring
(Dcbr. 1882.)
(Dcbr. 1882.)
Appellen lød. Major, Kaptejn, Sergent,
de traadte frem til Mønstring, og de fandt,
der mangled En — en Mand paa venstre Fløj.
»Naa; han er bleven bange, gammel, sløj.
Trompeter blæs! Slut Rækkerne, forinden
der bliver flere Desertører,
som øger Rækkerne hos Fjenden!«
Saa gik de, med disciplinære Skridt,
hjem til Kasernen og enhver til Sit;
til Arbejd nogle, til æsthetisk Hvile
med kritisk Syslen hele Resten.
Mod Desertøren sused Vredens Pile
— og Hadets — og saa knapped stramt de Vesten
og banded, at han havde ødelagt
dem hele Mønstrings Festen.
»Fordømt, at han ej kunde holde Trit,
men skulde stedse føjte milevidt
og ræsonnere paa det franske Snit,
som er vor Korpsaand dog — hvad han saa siger.
Hvad kommer Skæg og Haar den Fante ved?
han skulde blevet smukt i sit Geled,
— slet Kammeratskab gi’er en daarlig Kriger.«
Og man blev enig om: han havde truet
med Flugt saa længe, til han maatte flygte.
Han kunde gaa; slet Ingen om ham søgte;
i Grunden havde han dog aldrig duet!
Op; væk var Manden, bortblæst som af Vinden.
Men han var ikke desertért til Fjenden.
Langt borte fra Kaserne og Barakke
han havde bygt et Hus sig paa en Bakke
med Udsigt over Fjord og Sund og Bælt;
og gamle Træer hvælved højt et Telt
for Husets Indgang og dets Tærskel skærmed;
i Afstand alt han saa’, naar Nogen nærmed
sig Tærsklen; og for Ven saa vel som Fjende
lød Dørens Indskrift med de simple Ord:
Den, som Du søger, her i Huset bor;
er Du hans Ven, Du vil som Ven ham finde;
men hvis paa Arnens Guder ej Du tror:
gak bort — der er ej Bænk for Dig derinde!