Dit Fodtrins Lyd dør hen, dør ned i Uld —
Vandrer! om nu du gled og faldt omkuld,
det hørtes ej: blødt fik du Lov at hvile.
Tø-Sneen har paa Vej og Marker lagt sig,
vidt gennem Mørket ud har Tæppet strakt sig
og maatte maales med Kvadraters Mile.
Hvor blødt at hvile! Hvilken opredt Seng!
Stolper af Ibentræ med ravnsort Himmel,
Sparlagnets svære, folderige Hæng
med Kantning af en fnugget Kniplingsstrimmel!
Og blødt, som Lejet selv, gaar Luftens Drag
ind mod din aabne Mund og væder Tungen;
det søger Sindets dybest gemte Lag
med Lægedom for Hjærtet og for Lungen.
Hvor blødt at hvilel Hvilke blide Drømme
for Den, som under Verdens Lyst og Ve
hk lært at holde Pulsens Slag i Tømme —
en Søvn, saa kysk som Nattens hvide Sne.