Stille staar den brune, dunkle Lund;
ingen Rysten paa de tunge Kroner,
intet Vindstøds brudte Klagetoner,
intet Suk mod Død,
intet Gisp, som brød
Freden, af den nære Nat besvoret;
intet ensomt Pip fra Fuglekoret,
intet Glam bag Kristen Hegnsmands Led;
Intet uden Intets dybe Fred.
Og det Sind, som knust og isnet skjalv,
om det mægted »Intet« at udmaale,
søger let og glad mod Stjærnens Straale,
sér paa Nattens Hav
ej den aabne Grav,
men det Fyr, som mangt et Skibbrud hindrer;
Stjærner over Lundens Kroner tindrer,
Stjærnesmykkers hundred, tusind Led:
Kronjuveler — kongelige Fred!