»Smudsigt, mat og tomt er Livet!«
Det er Møntens ene Side:
vi skal lide,
stræbe, slide,
skuffes skal vi, til det ender;
men naar Livets Mønt Du vender,
saa staar dér et andet Svar:
ren og klar
skinner Sølvets hvide Flade; —
man maa Prægestokken lade:
den har ingen Skyld; det har
kanske Den, som Mønten bar!
Skuemønten har Du baaret
Dag ud Dag ind, gennem Aaret,
mens Du hasped af din Ramse om,
hvad Uret Livet bød
— ej hvad Ret Du selv forbrød.
Hænder har Du ladet gramse
paa din Skat, din Moders Arv;
selv Du suged paa din Marv,
satte Styrken over Styr,
mens Du klaged Dig og kaldte
Verden for en ond Vampyr.
Og imens det saadan hed,
paa dit Præg Du stedse sled,
stedse Møntens ene Side;
aldrig vendte Du den om:
den blev smudsig, mat og tom —
ja, det skal Vorherre vide.
Og der kom en Dag med Graad
— dies iræ, dies illa —
og den brast, den skøre Traad
med Marie, med Kamilla,
med Johan, med Karl, med Svend
med Veninde eller Ven;
ja, der brast maaske de Baand,
mere fine, mere stærke,
som man, blødende, kan mærke
smærte dybest i sin Aand;
og Du stod alene dér,
og Du trak saa tungt dit Vejr,
famlende med hede Hænder
imod Den, som var Dig kær,
som stod allermest Dig nær —
og som derfor allersnarest
bort med Skuldertræk sig vender.
Famlende.... Da greb din Haand
vildt om Skuemøntens Baand,
vilde rive den fra Brystet,
slænge den i Vejens Støv,
et Symbol paa Den, som bar den,
af en Høststorm gennemrystet,
som et falmet, udslidt Løv.
Se, da drejed den sig om —
smiled til Dig med sit klare,
rene Sølvpræg, syntes svare
paa din Vrede med sin Fred,
syntes sige: Sæt Dig ned,
tænk det Hele sindigt efter,
saml din Vilje, dine Kræfter,
luk de Glugger op, Du fik,
venstre, højre, begge to;
se ej med det skæve Blik:
kend Dig selv — og kom til Ro!