Ja — hvo, som ej har tvivlet,
har ondt nok ved at tro!
Tidt maa den fulde Tryghed først
paa Mistillid bero:
vi lodder Elvens skjulte Grund,
vi frygter Lagets løse Bund,
der staar en Angst i Blik, om Mund:
saa rammer ned vi Pælen,
og saa — saa slaar vi Bro.
Mit Land, mit Land l som klinger
igennem Snik og Snak,
dit blotte Navn i Splidens Aar
først maatte ligge brak;
Du var, kanhænd’s, den lange Tid
lidt emsig drevet op med Flid,
med Bismag af en Sødmads Bid:
saa blev Du strøet med Sennep —
den Sennepskage trak.
De Godtfolk skal ej hades,
som brugte denne Kur;
nej, de har deres Gerning gjort
og skifter efter Tur;
nu smager dobbelt godt det Ord,
helt sødt det paa vor Læbe gror,
helt trygt det i vort Hjærte bor:
helt dejligt gaar vort Dagværk
paa Hvilens gode Lur.
Mit Land! Du ringer Dagen
ind med dit dyre Navn,
og her staar Per og Povl og jeg
og aabner Dig vor Favn;
vi længes mod et Favnetag,
vi fejrer Dig din Navnedag
og hejser højt vort Havneflag —
som naar fra Stranden øjnes
den kendte Skudes Stavn.
Og stolt som saadan Snekke,
fuldbarmet, lys og stor,
Du glider frem og nærmer Dig
med Skumbræm i dit Spor.
Der er ej Dis, som dølger Dig,
en Verdensmythe følger Dig,
et Saga-Brus ombølger Dig:
Du kommer som en Elsket
med »Alting vel« ombord.
Vær hilset her i Havnen
af Per og Povl og mig:
og har vi noget dyrt Klenod,
det vil vi skænke Dig;
med Haabets Løv i Frierhat
vor Tro vi byder Dig i Skat,
og saa: al Ufreds Færd, Godnat! —
i Kærlighedens Solskin
din Dag indhyller sig.