Herfrem, herfrem, I gæve Mænd
fra Torv, fra Bod, fra Thinge,
med Sværd ved Lænd,
med Bog, med Pen,
hver Husbond, Mester eller Svend —
vor Sag er ikke ringe;
vor Sag er den at bygge op
med Lys i Aand, med Kraft i Krop,
i lavest Lag og’ højt i Top,
hvor Gennembruddet kan sit Budskab bringe.
Herfrem, I Folk fra dunklest Vraa,
som høvler, hamrer, smedder,
i Bluse blaa,
med Skødskind paa;
der er et Raab, det lyder saa:
For Frihed, i Geledder!
Javist har Mange fattet det,
men Flere har forpjattet det;
hvad om vi fik erstattet det
med et, et gammelt nyt, som Danmark hedder!
Det Fylkingsraab, det har en Klang,
som Staal mod Staal i Gnister;
saa mangen Gang
i Snevring trang
det vided Brystet ud til Sang,
mens Pandens Fold blev bister;
det har Evropa lyttet til,
det lød til Orlogsklokkens Spil,
det toner kort og klart: Vi vil
os hævde — hvem der saa end biir Minister!
Vi tænkte, da hint Budskab lød’
en Foraarsdag fra Thinge:
En Tid er død,
men af dens Skød
en Friheds-Frelse blev os fød’ —
det Bud er ikke ringe!
Vi sang, vi skrev, vi tænkte det,
men Frelsen kom kanske for let,
der flød vel Blod — men paa hin Plet,
hvor Staalet stod i Oprørsdragens Bringe.
Vi sværmer ej for Borgerblod
saa lidet nu, som siden;
det blev en Bod,
for dyr, for god
$om Punktum — ja i Overflod
paa Friheds Borger-Striden;
men skal vi Strømmen stævne nu,
som truer os med al sin Gru,
vi komme først og frem’st i Hu,
at Læsset væltes kan af Tue liden.
Derfor, herfrem, I gæve Mænd,
med Panden lys og aaben,
med Sværd ved Lænd,
med Bog, med Pen —
vi fylker os, som Ven ved. Ven,
med udadvendte Vaaben!
Og, Haand i Haand, vi bygger op,
hvad ned vi rev i sluttet Trop,
og planter Danebrog i Top
og holder Danmark nyfødt over Daaben!