Nu vaagner paa Grene til Hvisken hver Sisken
og Dompap og Stær
og Irisk og Mejs’ og Musvit og den øvrige
kvidrende Hær;
først snakkes der sammen om Vind og om Vejr,
de Sager de ligger jo Smaafolk saa nær;
men eftersom Taagerne svinder, og Solen
til Frembrud gør Tegn,
saa stiger en jublende Trille mod Himlen
til Tak, at det ikke blev Regn.
Endnu har Naturen ej ombytted Morgenens
Flors Negligé;
det er, som om Engnymfen vimsed i Skørternes
Bølge-Plisé;
saa stryger hun Haaret fra Kinden og sætter det
op med en Kam,
og staar i den bleggrønne Robe og sér sig
i Vandmøllens spejlblanke Dam.
Det sér ej den Møller, som tumler derinde
ved Kværn og ved Drev,
ej Møllerens Kone, som bærer til Smaakræet
Mad i en Slev,
paa Vinden og Vejret det kommer ej an,
thi Møllen den maler, naar blot der er Vand;
men Møllerens Søn, som til Præst skulde læse,
men næppe blev Degn,
han skriver et morgenfriskt Vers til den Nymfe,
der skærmer hans Fødestavns Egn.