Den Morgendugg, den flygted bly
for Solens varme Straaler —
en opskræmt Alf, som ikke ret
Galanterier taaler;
min Nat svandt hen med Mose-Drøm,
tørskoet kan min Skat nu gaa
igennem Engens Græs og Straa:
Du smudser ej din Kjoles Søm,
ej Sko’ningen, ej Sko’ningen
og ikke Skoens Saaler.
Nej se dog hvilken Herlighed! —
jeg ser ej efter Foden . . .
mit Udraab gjaldt saa smukt et Syn
som sjeldent her paa Kloden:
en Himmel, som Neapels Bugt
knap spejler bedre i sit Skød,
ultramarin og persiskrød
og guldgul som Orangens Frugt,
den luende, den luende,
der just er bleven moden.
Men hvortil Farveskala, som
dog intet Billed giver?
stik, Maler, kun Palletten ind,
mens Digteren beskriver:
og Du, Poet, bliv ej for hed,
kast heller Burrer paa din Skat,
og navnlig én paa hendes Hat,
saa vender hun sig gru’lig vred —
og stikkende og stikkende
i Billedet Du bliver!
Det er, som Alt var nyt og friskt
igen fra Edens Have,
som Mennesket var Fugl og ej
en stakkels Muldjords Slave;
betragt kun denne Bondeklods,
som graver rapt Kartofler op
og rusker lystigt deres Top,
og ser til os og ler til os,
mens seende og leende
vi nikker til den brave!
Vor Latter — den har ingen Grund,
og det er netop Sagen;
hver af os er saa let og glad
just som Septemberdagen;
at Sommerheden avled Død,
at Sot gik over Landet hen,
deraf er ikke Spor igen
i denne Morgen blid og sød,
hvoraf vi er, hvoraf vi er
saa jublende betagen.
Og se, her har vi Hytterne,
hvor Sygen har huseret —
nu straaler de i Solens Glød
som nyligt ferniseret;
de grønne Skodder vidt paa Gab:
en Kattekilling sidder dér
og misser imod Solens Skær
og slikker sig sin Rosenflab
og hopper ned og piler af
med Halen ret ivejret!
Og Grisene — med Tryner paa
og Halen snoet i Krøller
de roder ret gemytligt om
som smaa forsorne Bøller;
»Disinfectionen« er forbi,
og Angsten med, og alt det Kævl
i Bladene, og alt det Vrævl
om Pas og Sundhedspoliti,
hvoraf vi fik, hvoraf vi fik
ret lovlig mange Skyller. I
Se Børnene — de er klædt paa,
men vasket er de ikke,
de maaber — ja men ej som før
med sælsomt sløve Blikke;
de maaber — og de vender dem
og fniser lidt, og ser igen
højt skrigende til Siden hen,
hvor Hundehvalpen vralter frem
og lopper sig og hopper op
og vil saa gerne slikke.
Og dér er Landsbykroen, hvor
jeg tidt en Dram har drukket,
mens »Fa’er« har kløet i Nakken sig,
og »Mo’er« saa dybt har sukket;
»det var for dem saa svær en Tid,
og Dansesalen — den stod tom,
og Sygen — ja om ej den kom,
saa spøged den dog bid og did,
og Kro og Keglebane var
saa godt som stængt og lukket;«
Nu staar Gendarmen her og ta’er
sig støt en Snaps til Øllet,
han har slugt Støv paa Landevej,
nu faar han Halsen skyllet;
saa rider han — og fjærnt vi ser,
hvor Lyngen rødner Bakkens Kam,
hans brede Ryg, hans Holdning stram,
og saa hans hvide Bandoler,
og Sablen — aa ja Sablen blank
i Solen som forsølvet.
Vidt strækker sig det Bakkedrag
med Skov af Birk og Naale,
hvor Lyngen Sammenligning List
med Blichers kunde taale;
og Luften er saa tynd og ren,
og gennem Luften let og lind
henbølger Edderkoppens Spind
og fanges af en fremstrakt Gren
og hænger dér som spiddet paa
Solgudens spidse Straale.
Og Fuglen slaar med Vingen Knips
og kløver Æthrens Bølge,
som kunde heller ej en Fugl
sin Morgenglæde dølge;
og Vandløb blinker hist og her,
og Kirketaarne, ganske smaa,
som Milepæle synes staa
for Folk, som før fandt Vejen svær,
men nu tilsidst vil frem, vil ud,
Naturens Vink at følge.
Vidunderlige Friheds Væld,
som blir af Alle krævet,
af Smaa og Stor, som Bægret har
til Læben tørstig hævet!
O jeg er Elsker, jeg er ung:
jeg elsker Dig, du Kildespring,
som overrisler hver en Ting,
om den er smudsig, mørk og tung,
med Haabets, Haabets Profeti:
Forbandelsen er hævet!